DIF ser store perspektiver i European Games

Skrevet af admin

29/06/2015

Dagens topnyheder

Første udgave af det europæiske OL, European Games, sluttede søndag i Baku i Aserbajdsjan.

Legene blev afviklet med stor sportslig dansk succes, og formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, ser store perspektiver i mesterskabet, hvis der bliver foretaget nogle små justeringer.

- Jeg synes, at legene har bevist, at de har sin berettigelse i sportskalenderen og er en vigtig test af de europæiske topatleters styrke et år før OL. Om legene har den helt rigtige form og det helt rigtige indhold, kan man altid diskutere og justere på.

- Personligt håber jeg, at vi om fire år har endnu flere olympiske idrætter med ved European Games, og at der er endnu flere olympiske kvotepladser at kæmpe om, for så er der ingen tvivl om, at legene vil blive prioriteret højt af alle de bedste atleter i Europa, siger Niels Nygaard i en pressemeddelelse.

I alt deltog cirka 6000 europæiske atleter, hvor af 65 var danske. Det kastede 12 danske medaljer af sig, hvor af fire var af guld.

Op til European Games har Aserbajdsjan blandt andet modtaget hård kritik af menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, men tager man de sportslige briller på, kan Niels Nygaard ikke sætte en finger på afviklingen.

- Det er på flere områder et land, som ligger langt fra Danmark, og som i en vestlig optik har meget at lære, men ser vi på selve afviklingen af legene, hvilket er det, vi som sportsorganisation koncentrerer os om, så er det svært ikke at være imponeret.

- Atleterne har boet fornemt, konkurrencerne er blevet gennemført på et højt niveau, logistikken og transporten har fungeret godt, og konkurrencerne har været afviklet på moderne og imponerende stadioner, siger DIF-formanden.

Hvem der bliver vært for European Games i 2019 er endnu uklart, efter Holland i begyndelsen af juni trak sig fra værtskabet.

/ritzau/