DIF: Vi kan ikke klare matchfixing alene

Danmarks Idræts-Forbund (DIF) blæser til kamp mod matchfixing. Arbejdet kan dog ikke stå alene, hvis sporten skal renses for aftalt spil og brug af insiderviden i jagten på kontanter, mener DIF.

- Vi er helt klar over, at vi ikke kan gøre det her alene. Det er et samarbejde med mange aktører, og det her er vores del af det, siger Niels-Christian Levin Hansen, der er bestyrelsesmedlem i DIF og formand for arbejdsgruppen bag det nye forslag.

Hvis der for alvor skal dæmmes og for snyd, er det en nødvendighed at ændre lovgivningen, så politiet kan komme til at spille en mere aktiv rolle i efterforskningen, siger han.

DIF har i modsætning til politiet for eksempel ikke muligheder for at indhente oplysninger fra spilmyndighederne om, hvem der spiller penge på hvilke kampe.

Derfor glæder forbundet sig over det arbejde, der er sat i gang i Justits- og Kulturministeriet med henblik på at bekæmpe matchfixing.

- Arbejdsgruppen skal netop se på, hvordan staten kan bidrage. Er det tilstrækkeligt med den nuværende lovgivning, eller er der behov for, at staten kan gå ind og vær med til at understøtte det her? spørger Niels-Christian Levin Hansen.

DIF's opfordring ligger derfor helt på linje med sidste uges udmelding fra Dansk Boldspil-Unions (DBU) formand, Allan Hansen, der også påpegede, at reglerne på området ikke er tilstrækkelige.

DBU dømte i sidste uge FC Vestsjælland-spilleren Kristoffer Wichmann seks måneders karantæne for at spille penge på egne kampe.

DBU måtte dog opgive store dele af efterforskningen i den største sag om matchfixing herhjemme, fordi de ikke havde værktøjerne til at komme til bunds i sagen.

- Vi føler, at det er nødvendigt, at vi kan samarbejde med spilmyndighederne og med politi og så videre. Der er nogle ting på efterforskningsområdet, som vi simpelthen hverken må eller kan, siger Niels-Christian Levin Hansen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV