DIF: Vi ønsker de bedste fodboldspillere med til OL

Skrevet af admin

23/09/2015

Dagens topnyheder

Danmarks Idrætsforbund (DIF) ønsker, at de bedste danske U23-spillere kommer med til næste års OL i Rio de Janeiro.

Der er opstået tvivl om, hvorvidt Dansk Boldspil-Union (DBU) råder over de bedste spillere, da Det internationale Fodboldforbund (Fifa) ikke har lagt OL-turneringen ind i sine terminer.

Det betyder, at klubberne i Superligaen og andre ligaer reelt kan vælge at holde sine spillere hjemme fra OL.

- Danmark er kvalificeret til OL-turneringen i fodbold for første gang i næsten et kvart århundrede, og vi ønsker at stille med de bedste spillere, ligesom vi stiller med vores bedste atleter i de andre sportsgrene, siger DIF-formand Niels Nygaard i en pressemeddelelse.

- Derfor har vi kontaktet IOC (Den Internationale Olympiske Komité, red.) for at få en afklaring.

- Vi tager OL-fodboldturneringen meget seriøst og ønsker at præstere på højeste niveau, siger formanden.

- Fodboldturneringen vil blive fulgt tæt. Der vil være fyldte tribuner i Brasilien og mange millioner tv-seere til kampene, og også derfor, ønsker vi at stille med vores bedste spillere.

- Alt andet vil være at devaluere OL-fodboldturneringen, og det er ikke i den olympiske ånd, mener Nygaard.

Det er første gang, at Danmark har kvalificeret et mandligt fodboldlandshold til OL siden OL i Barcelona i 1992.

/ritzau/