DIF vil have større kontrol med OL-budgetterne

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Ingen kender den helt præcise pris for det vinter-OL, der åbnes i den russiske by Sotji på fredag.

Budgettet lød i første omgang på 60 milliarder kroner, men er i mellemtiden vokset til 280 milliarder kroner.

Og det er alt for meget, hvis man spørger Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) formand, Niels Nygaard.

- Der er nogle klare faresignaler i den økonomiske udvikling på OL-budgetterne, som vi bør være opmærksomme på.

- Selv om voldsomme budgetoverskridelser i realiteten "kun" går ud over det pågældende land og værtsbyen, som afholder OL, smitter det negativt af på hele den olympiske bevægelse, siger Nygaard til DIF Opinion, som er idrætsforbundets idrætspolitiske nyhedsbrev.

Han mener, at det tilbage i 2007 gav mening at tildele OL til Sotji i forhold til at skabe dynamik i regionen ved Sortehavet.

- Men man må nok sige, at nogle af de investeringer, vi har set, virker til at være helt ude i skoven, siger formanden.

Han og DIF så gerne, at man i tillæg til de nuværende aftaler, der indgås med en OL-værtsby, også lavede aftaler om at undgå budgetoverskridelser for at sikre økonomisk bæredygtighed.

Og den er Poul-Erik Høyer med på. Den tidligere badmintonspiller bliver med stor sandsynlighed optaget i Den Internationale Olympiske Komité på fredag, og han lover at arbejde for sagen.

- Selvfølgelig skal man respektere, at et værtsland har ansvaret for investeringerne og økonomien, når legene bliver tildelt, men ingen har interesse i, at budgetterne går amok og udvikler sig i en ekstrem retning, som tilfældet har været med Sotji, siger Høyer til DIF Opinion.

Sammenlignet med sommer-OL i London - som regnes for at have været det dyreste OL-arrangement - er antallet af konkurrencer i Sotji kun på en tredjedel. Alligevel bliver legene i den russiske by fire gange så dyre.

/ritzau/