Digerne holder ved Prag

Alt tyder dog på, at de barrierer og diger, som er etableret langs floden, kan klare de ekstra vandmasser og dermed forhindre, at byen samt ikke mindst dens historiske centrum oversvømmes, som det skete i 2002.

Souschef ved den danske ambassade i Prag, Lars Kjellberg, siger til Berlingske Nyhedsbureau, at »det ser fornuftigt ud«.

»Mandag flød der i gennemsnit 2.800 kubikmeter vand igennem floden pr. sekund, men ifølge de seneste målinger er det steget til 3.300, efter man lukkede det ekstra vand ud i nat og det topper nu her. Jeg bor selv lige op ad floden og kan se hvad der sker, og det steg ikke i nat, selvom de lukkede mere vand igennem,« fortæller Lars Kjellberg.

Fra sin lejlighed på fjerde sal udenfor Prag har han udsigt over Moldau, og han fortæller, at han har udset sig et parkeringsskilt som fikspunkt på den anden side af floden, efterhånden som vandstanden kryber opad:

»Vandet er steget dramatisk, men er ikke gået over de betonmoler, som er bygget, og som vel normalt er fire meter over vandet. Det er vel steget en tre meter, så der er stadig lidt tilbage. Men jeg har da flyttet bilen og butikkerne ud mod gaden er evakueret,« siger Lars Kjellberg og fortsætter:

»Og vandet steg ikke i nat, så her vi er stadig i sikkerhed bag de barrierer, der er sat op,« fortæller han.

Ved oversvømmelserne i 2002, hvor også den danske ambassade kom under vand, var gennemstrømningen 5.000 kubikmeter pr. sekund:

»Så der var betydeligt mere vand,« siger han.

Til gengæld er floden gået over sine bredder udenfor Prag, og det har skabt oversvømmelser.

Den historiske Karlsbro er lukket for trafik, og i stedet har myndighederne placeret entreprenørmaskiner på den, hvorfra der fiskes træstammer op og andet stort vraggods, der kommer væltende i floden.

»Myndighederne vil gerne prøve at holde vandgennemstrømningen på under 3.500 kubikmeter i sekundet, for det er det pres, som de forskellige ting er målt til at kunne klare,« siger Lars Kjellberg.

Dagens Gossip