Digitale læremidler vinder frem i folkeskolen

Danske skolebørn bruger oftere computeren eller iPad'en, når de går i skole. Og det er ikke kun til spil og sjov - men rent faktisk til at lære.

Salget af digitale lærermidler er mere end fordoblet i første halvår af 2014 hos forlaget Alinea, der er Danmarks største udgiver af læremidler til grundskolen.

- Det er en klar tendens, at salget stiger meget. Og det er der flere årsager til, siger forlagsdirektør hos Alinea Cliff Hansen til Ritzau.

Han peger blandt andet på skolereformen, som er ny virkelighed hos landets folkeskoler. Oven i har flere skoler efterhånden fået et velfungerende netværk på skolerne, så børnene kan komme på nettet.

- Lærerne er blevet mere trygge ved digital læring. Samtidig har skolereformen betydet, at mange lærere skal finde en ny måde at forberede sig på. Og der kan de digitale læremidler være en mulighed, siger Cliff Hansen.

Men det er ikke sådan, at det er slut med at binde bøger ind til skoleåret. For der er også salg af de gammeldags skolebøger.

- Selv om salget af digitale læremidler stiger, så taber vi ikke på vores salg af analoge læremidler. I dag bruger man begge dele i skolen. Men på et eller andet tidspunkt vil salget af skolebøger falde, siger Cliff Hansen.

Tal fra Undervisningsministeriet viser, at der er sket en øgning i både antal og kvalitet af digitale læremidler. For to år siden var 120 digitale læremidler godkendt som tilskudsberettigede til kommunernes indkøb. Nu er der knap 450 trods skærpede krav.

Men det er ikke kun, når skoleåret begynder, at de digitale læremidler finder vej til ungerne. De bruges også, når der er ferie.

- Børnene har et login fra skolen, som de kan bruge til at komme ind på computeren. Og det bliver brugt. Vi kunne se, at der i snit var 1400, der loggede sig på hver eneste dag i sommerferien, siger Cliff Hansen.

/ritzau/

Dagens Gossip