Dila Gori er en svær størrelse at blive klog på

AaB gør klar til at åbne sæsonen med en svær udekamp i varme Georgien mod "ond ånd"

Onsdag flyver AaB til Georgien for at tage hul på sæsonen. Det sker, når nordjyderne gæster Dila Gori på Mikheil Meskhi Stadium i Tbilisi i den anden kvalifikationsrunde frem mod Europa League. En kamp, der fløjtes op torsdag kl. 16 i bagende sol og på sin vis fodboldmæssigt ukendt land.

- Jeg har set video af dem fra forårets kampe, især deres kampe mod Georgiens andet tophold, Dinamo Tblisi, for at få indtryk af deres topniveau, men de er en svær størrelse at blive klog på. I forhold til sidste sæson har de mistet seks-otte spillere og fået seks-otte nye spillere ind, så det er svært at vide, hvor de står, siger AaBs cheftræner, Kent Nielsen.

Dila Gori er dog ikke en helt ukendt størrelse i dansk sammenhæng. Sidste sommer slog holdet AGF ud af turneringen med samlet 5-2. Det nederlag skal AaB tage ved lære af, så Dila Gori ikke ender som dansk fodbolds "onde ånd".

- De kampe mod AGF har jeg også set, og der er visse ligheder med spillestilen fra de kampe, som de stadig praktiserer. De er boldsikre, der er meget småspil og masser af hurtige omstillinger. Det er især her, at de er farlige, for de kommer altså stærkt på deres omstillinger, siger Kent Nielsen.

Hvis AaB spiller sig videre til næste runde, vil nordjyderne være seedet i tredje kvalifikationsrunde. Klubben har tidligere klaret sig godt i Europa, og det giver så mange point på UEFAs rangliste, at AaB også i den sidste kamp - playoff-runden - før gruppespillet kan ende som seedet. Det kræver dog, at andre resultater flasker sig. I givet fald noget af et comeback for et hold, der har flirtet med nedrykning.

- Europa har stor betydning for os. Både i forhold til erfaring og økonomi, men vi skal ikke tænke længere frem end Tbilisi. Det bliver på ingen måde en walkover. Dila Gori står ikke lige så kompakt eller fysisk stærkt som et dansk Superliga-hold, men de er meget boldsikre og teknisk stærke i deres aktioner, siger Kent Nielsen.

- Vi skal derfra med et godt resultat og må ikke tabe dernede. Det bliver over 30 grader varmt, og det vil også præge kampen, men vi skal holde hovederne kolde, hvis vi vil videre.

Dagens Gossip

Dagens TV