Dimitrov fik hurtigt varsel om dårlig dag for Murray

Grigor Dimitrov nåede onsdag frem til en grand slam-semifinale for første gang i sin karriere.

Den bulgarske tennisspiller fornemmede allerede tidligt, at han havde muligheden for at detronisere den forsvarende Wimbledon-vinder, skotten Andy Murray, da de mødtes på Centre Court i London.

- Jeg kunne mærke under opvarmningen, at hans spil ikke var på højeste niveau. Men jeg var allerede på det tidspunkt sikker på, at jeg kunne spille på et højt niveau, siger Grigor Dimitrov ifølge nyhedsbureauet AFP.

Frederik Løchte Nielsens tidligere doublemakker udspillede i store perioder Andy Murray og vandt med cifrene 6-1, 7-6, 6-2.

- Jeg havde en god rytme i første sæt, og jeg holdt stand i tiebreaken, hvilket var afgørende. I tredje sæt var jeg i kontrol, siger Grigor Dimitrov.

- Jeg er begejstret og glad over at have vundet i tre sæt. Det er aldrig let at møde Andy foran hans hjemmepublikum, men i dag var jeg heldig, siger han.

Bulgareren skal i semifinalen møde enten topseedede Novak Djokovic fra Serbien eller kroaten Marin Cilic.

/ritzau/

Dagens Gossip