Din bolig: Skarp pris giver hurtig bolighandel

Skrevet af Boligsiden.dk

12/11/2013

Mest læste i dag

Boligen er sat til salg, og hvis din bolighandel går som gennemsnittet, kommer du til at vente 212 dage på at få din villa eller dit rækkehus solgt,

123 dage på at komme af med lejligheden og 280 dage, hvis det er et sommerhus, der står for skud.

Men vil du øge dine chancer for at hurtigt salg, er der en knap, du kan skrue på. Sætter du en skarp pris på boligen fra starten, kommer du ikke bare til at give et mindre prisnedslag; din bolig bliver også solgt langt hurtigere.

- Der er en sammenhæng mellem høje udbudspriser, lange salgstider og store nedslag. Mange har vænnet sig til, at man altid sætter udbudsprisen et langt stykke over det, man egentlig forventer at få for boligen, så der er plads til at give nedslag i en forhandling. Statistikken tegner dog et billede af, at det ikke altid er den strategi, der får boligen solgt hurtigst, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk

Solgt på under 20 dage

De skarpeste udbudspriser resulterer i et salg på under 20 dage og et prisnedslag på under 3 procent i langt de fleste tilfælde.

Tager salget op til 40 dage, stiger prisnedslaget til omkring 4 procent, og kommer salgstiden op imod 2 måneder, går nedslaget op til ca. 5 procent og så fremdeles.

- Tallene viser, at køberne ikke er urimelige i deres forventninger. De kræver ikke store nedslag, hvis udbudsprisen er sat rigtigt fra start. Markedet er præget af en sund fornuft, hvor man som køber godt ved, at man ikke skal presse citronen for meget, hvis man ser en fair pris, siger Birgit Daetz.  

Ved en salgstid på 100 dage eller derover, ændrer prisnedslaget sig ikke synderligt. Det er desværre også tegn på, at der ikke er så meget andet at gøre end at vente på en dedikeret køber, hvis din bolig har passeret de 100 dage på Boligsiden.

Sælgerpsykologi

Tallene tyder på, at uanset om man sætter en skarp pris fra start eller lægger ud med en høj udbudspris, der så kan forhandles ned, så ender salgsprisen nogenlunde samme sted. Forskellen ligger så i, hvor hurtigt salget går.

Der er dog også meget psykologi i udbudspriserne. Har man som sælger udsigt til et tab, fordi man selv har købt boligen på et tidspunkt, hvor priserne var høje, gør det ondt at udbyde boligen, til hvad der kan forekomme som foræringspris. I de tilfælde vil man nok holde fast i en højere udbudspris, og man kommer ikke ned på en skarpere og mere realistisk pris, uden at det skærer i hjertet.

Og nogle gange er den tid til tilvænning måske givet godt ud.

Skrevet af Anne-Mette Bache Jensen, Boligsiden.dk.