Din hjerne ændrer sig, når du bliver mor

Skrevet af Lisbeth Odgaard Madsen

17/11/2015

Dagens topnyheder

Ifølge Dr. Lou-Ann Brizendine, der forsker i kønslige neurologiske forskelle, begynder hjernen at ommøblere sig allerede under graviditeten, godt hjulpet på vej af en række hormoner.
De, altså hormonerne, brager rundt i kroppen, og samtidig vokser vigtige hjernecentre, der relaterer sig til f.eks. omsorg og kærlighed.

Men ikke nok med det: De øgede mængder af hormoner i kroppen skruer også op for de hjernekredsløb, der relaterer sig til en kærlig, plejende adfærd, mens de skruer ned for skepticisme og tilbageholdenhed.
Hjernen hjælper kort sagt den nybagte mor med at kaste sig hovedkulds ind i sit nye hverv som, ja: Mor.

Pludselig sender den besked om, at det er hendes største kald og ønske at passe på sit nyfødte barn, og den kontakt, der i den første tid bliver skabt mellem mor og barn, er selvforstærkende.
Den øjen-, amme-, pludre- og hudkontakt, man har med sit nyfødte barn, danner nemlig endnu større mængder hormoner, som igen pumper dig med flere omsorgsfulde mor-følelser.
Biologi i kontrast til ligestillingsidealer

Nu spørger du måske dig selv, hvorfor denne indsigt er så vigtig i disse år. Det er den, fordi mange vordende mødre har helt andre forventninger til deres moderskab, end hvad de neurologiske forandringer lægger op til.

For mange af os er det nemlig individualisme og et uafhængigt liv på lige fod med vores (for det meste) mænd, der er i højsædet, før vi bliver mødre, og når vi pludselig bliver ”ramt” af baby og alle de følelser, det for det meste medfører at blive mor, kan det blive svært for os at håndtere, hvis vi ikke er bevidste om, hvad der er i spil.

Vi bliver dybt splittede over rationelt at søge at fortsætte vores ambitiøse liv, men følelsesmæssigt at have slået en ordentlig kolbøtte i retning af familiens skød. Dén havde vi slet ikke set komme.

Læs også: Undersøgelse: P-piller kan krympe din hjerne

Naturlig splittelse
Selvom ligestillingsdebatten i dag ikke levner meget plads til disse fakta, så peger hjerneforskningen altså i retning af, at der opstår betragtelige forskelle i mænds og kvinders hjerner, når de stifter familie, og derfor er det slet ikke så underligt, hvis du som mor pludselig føler dig vældig splittet mellem udelivet og hjemmelivet.

Det er faktisk ret naturligt, og slet ikke noget, du behøver have dårlig samvittighed over, uanset om du hælder mest til familielivet eller arbejdslivet. Men det er nu op til dig at vende denne viden til en fordel, frem for endnu en årsag til, at det er ”synd for os mødre”.

Det bedste, du kan gøre for både dig selv og din familie, er at blive bevidst om de modsatrettede kræfter inden i dig, så du kan forholde dig til, hvordan du vil reagere på dem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, uanset, hvad velmenende aktivister på begge sider prøver at overbevist dig om – det er kun dig selv, der skal tage stilling til, hvilken balance mellem job og familieliv der passer til din familie, dig selv og jeres virkelighed.

Lisbeth Odgaard Madsen blogger for Dagens.dk og er forfatter til bogen 'Ambitiøse Mødre – Syv indsigter, der ruster dig til tovtrækkeriet mellem job og familieliv'. Hun ejer Potential Company, der hjælper virksomheder og deres kvinder med at gøre ligestillingsudfordringen til en overskudsforretning – for begge parter.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: