Din iPad eller en sodavandsflaske er dødsfælder i trafikken

Bilister, der ellers ville være sluppet uskadt, risikerer at dø eller få alvorlige skader på hoved og overkrop som følge af løse genstande i bilen.

En ny, norsk undersøgelse viser, at en 1,5 kilo tung termokande rammer med en kraft, der svarer til 180 kilo, hvis du kører 100 kilometer i timen.

En iPad rammer med samme kraft som en 50 tommers fladskærm ville under en kollision med kun 50 kilometer i timen.

Læs også: Advarsel til alle forældre: Kendt autostol dømt farlig og fjernes fra markedet

Ud fra de facts, er det ikke svært at forestille sig, at små genstande som tablets, sodavandflasker eller en termokande kan give store skader og i værste fald være dødbringende, hvis du forulykker i din bil.

”Generelt er danskerne gode til at pakke selve bagagen i bilen, hvor det gælder om at få de tunge ting nederst i bagagerummet. Men problemet er de små ting, der ofte kommer i bilen i sidste øjeblik. Mange er ganske enkelt ikke opmærksomme på det, hvor stor skade det kan gøre, siger Ellen Trolle fra SOS Dansk Autohjælp.

Læs også: Advarsel til forældre: Vintertøj gør autostole til rene dødsfælder

- En tommelfingerregel lyder, at genstande, som du ikke ville have i hovedet fra 3. sal, skal fastgøres i bilen, siger Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden.

I et nyt samarbejde kommer de derfor med nedenstående råd til alle, der tager bilen på skiferie eller blot færdes i trafikken med bil:

1) Tunge ting placeres lavt og bagerst i bagagerummet mod sæderyggen.

2) Brug kun tagboksen til lette ting og overhold altid vægtangivelsen.

3) Hold bagagen i en højde, så hattehylden kan holde bagagen nede ved en evt. kollision. Har du et stort åbent bagagerum, f.eks. en stationcar, er det en god idé at købe et gitter til at sætte bag ved bagsædet.

4) Begræns mængden af bagage. Har du brug for mere plads end bagagerummet, så placer den på gulvet bag forsæderne.

5) Læg ikke bagage i hattehylden, heller ikke småting som fx en drikkedunk, men brug lommer bag på forsæderne til opbevaring.

6) Fastgør DVD-afspiller på nakkestøtten.

7) Kør ikke mere end otte timer i et stræk, da risikoen for uheld fordobles herefter.

8) Husk at sikkerhedsvesten er obligatorisk i mange lande, og skal bæres, hvis du får motorstop på motorvejen.

9) Hold ekstra afstand og kør langsommere, hvis du kører med en fuldt pakket bil.

Dagens Gossip