Din løn bliver endelig mere værd

Danskere, der arbejder i en af Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) virksomheder, kan se frem til lidt mere luft i den daglige økonomi i løbet af 2013.

DA's nye lønstatistik viser nemlig, at lønstigningerne for første gang i tre år nu har overhalet prisstigningerne i samfundet.

Lønningerne steg i andet kvartal af 2013 med 1,8 procent i forhold til andet kvartal i 2012.

Stigningerne var jævnt fordelt over sektorerne - dog med industrien bagest i køen med 1,5 procent.

Det sidste halve år har prisstigningerne i samfundet, som opgøres månedsvis, svinget omkring en procent.

Det giver en stigning i reallønnen for første gang siden 2010. Holder det året ud, bliver 2013 det første år siden 2009 med reallønsstigninger, siger chefanalytiker hos Nykredit, Tore Stramer.

- Vi kommer fra en situation, hvor mange danskere kunne se, at det beløb, de havde til forbrug hver måned, det blev mindre. Og det er vendt, så det nu igen er stigende, siger han til Ritzau.

- Det betyder, at fundamentet, for at vi kan komme til at se en fortsat stigning i privatforbruget i år, det er til stede. Og det er bestemt glædeligt, siger han.

Han påpeger, at privatforbruget i Danmark udgør i omegnen af 50 procent af det samlede bruttonationalprodukt, og at privatforbruget derfor spiller en kæmpe rolle for væksten.

- Vi er meget afhængige af, at der kommer mere gang i privatforbruget, hvis vi skal ryste os fri af den krise, der har haft tag i Danmark i flere år nu, siger Tore Stramer.

Samtidig, siger han, stiger lønningerne langsommere end i de lande, vi konkurrerer med på eksporten, og det er godt for den danske konkurrenceevne og eksport - og for arbejdspladserne herhjemme.

- Hvis eksporten klarer sig fornuftigt, vil det også være med til at løfte beskæftigelsen fri af det nuværende dødvande, siger han.

Han understreger dog, at væksten skal op i et "noget højere niveau," før det kaster flere arbejdspladser af sig.

/ritzau/

 

Dagens Gossip