Din størrelse sladrer om, hvor meget du tjener

Skrevet af Sol Stoffregen

10/03/2016

Dagens topnyheder

Høj eller lav. Tyk eller tynd. Det er ikke helt ligegyldigt, hvordan du ser ud, når det kommer til, hvordan du klarer dig på livets vej. 

En ny englesk undersøgelse i British Medical Journal viser nemlig, at overvægtige kvinder og lave mænd har det sværere end andre, når det kommer til uddannelse, løn og jobmuligheder.

Forskerne fra University of Exeter har analyseret 120.000 briters højde og BMI i forhold til årlig indkomst, uddannelsesniveau og job.

Konklusionen lyder, at mænd, der er 7-8 cm lavere end andre mænd med samme intellekt og baggrund tjente ca. 15.000 kroner mindre om året, det samme var tilfældet for kvinder, der vejede 6 kg mere end deres jævnaldrende.

Yderligere viser det sig, at kvinder, der er 13 kg tungere end andre kvinder, må nøjes med en årsindtægt på næsten 30.000 kroner mindre. Lave mænds lavere indkomst kan tildels forklares med, at de er mindre tilbøjelige til at have faglært og professionelle job.

Selvom undersøgelsen antyder, at en persons højde og vægt kan bestemme fremtidige successer og fiaskoer, påpeger forskerne, at lave mænd og fyldige kvinder sagtens kan besidde fine jobs og tjene kassen.