Dine muligheder for aktindsigt begrænses

For første gang vil et bredt flertal i Folketinget indføre en konkret tidsgrænse for, hvor meget tid ministerier, styrelser og andre myndigheder behøver at bruge på aktindsigtsansøgninger fra borgere, foreninger og interesseorganisationer.

Justitsministeriet sætter i den nye offentlighedslov tidsgrænsen til "cirka 25 timer (svarende til mere end tre fulde arbejdsdage), skriver Jyllands-Posten.

Hvis myndigheden vurderer, at ansøgningen vil tage længere tid for embedsmændene at behandle, kan den afvises.

- Ministeriet har sat timetallet til 25, men hvordan kan du sætte timetal på, før du ved, hvad der er i sagen? Hvis sagen er vigtig, kan det berettige mange flere timer, siger adjunkt Rikke Gottrup, ekspert i forvaltning ved Syddansk Universitet.

Den nye offentlighedslov har de seneste uger mødt massiv modstand fra såvel politikere, organisationer og medier. Kritikerne mener, at loven vil mørklægge vigtige dele af regeringens arbejde for borgere og journalister.

Justitsministeriet oplyser, at 25-timers-grænsen "kun sjældent vil gælde i forhold til massemedier og forskere." I stedet har den til formål at bremse omfattende ansøgninger fra borgere og andre.

- Der kan opstå sager, der vil være overordentligt ressourcekrævende at håndtere for offentlige myndigheder, skriver justitsminister Morten Bødskov (S) i en e-mail til Jyllands-Posten.

Både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance mener, at 25 timer er en meget lav tidsgrænse, skriver avisen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip