Direktør: Bankkunder kan sove roligt trods rentesænkning

Skrevet af admin

29/01/2015

Dagens topnyheder

Danskere med penge på bankbogen kommer ikke til at mærke, at Nationalbanken for tredje gang på 11 dage har sænket den danske rente på indskudsbeviser. Det er den rente, som bankerne får, når de sætter penge ind i Nationalbanken.

Sådan lyder vurderingen fra administrerende direktør i den private bankportal, Mybanker, John Norden efter, at Nationalbanken torsdag nedsatte indskudsbevisrenten med 0,15 procentpoint til -0,50 procent.

- Jeg tror ikke, vi kommer til at se negative renter. Det er en usynlig grænse, man går over. Folk vil sige, at hvis jeg ikke kan få noget for at have penge i banken, og at jeg skal betale for at have dem der, så kan jeg lige så godt tage dem ud, siger John Norden.

Direktøren i Mybanker mener, at bankerne er lune på at sænke indlånsrenten i banken til et minusniveau, men modet mangler.

- Jeg tror ikke, at de tør nu. De har meget lyst til det, men de tør ikke, siger John Norden.

Helt så sikker er Jesper Rangvid, professor ved Copenhagen Business School (CBS) og ekspert i de finansielle markeder, ikke. Han kan ikke erindre, at Nationalbanken på under to uger har sænket renten på indskudsbeviser tre gange, og det er noget, der gør ondt på bankerne.

- Det er meget bemærkelsesværdigt. Vi er ved at nå et niveau, der kan mærkes hos bankerne. Det er jo dem, der skal betale, når de bruger indskudsbeviser, så det vil komme til at belaste bankernes omkostninger, siger Jesper Rangvid.

- Hvis denne her situation varer et vist tidsrum, kommer vi til at se, at negative renter på indlånskonti bliver mere og mere muligt, siger professoren.

Rentenedsættelsen sker på baggrund af Nationalbankens køb af valuta i markedet, oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse. Flere bankøkonomer betegner renteniveauet på indskudsbeviser som det laveste niveau nogensinde.

Mens bankkunderne ifølge John Nordens vurdering ikke kommer til at mærke til rentesænkningen, er den godt nyt for boligejerne.

- For boligejerne er det positivt, fordi renten falder. Jeg tænker, at to-procentslånene kommer tæt på kurs 100, siger han.

Jo tættere kursen er på kurs 100 på et fastforrentet obligationslån jo mere økonomisk attraktivt er lånet.

Nationalbanken oplyser samtidig, at banken holder udlånsrenten, diskontoen og foliorenten uændret.

/ritzau/