Direktør for Kalundborg Forsyning, Torben Jørgensen, fratræder stillingen

Kalundborg Kommune har modtaget meddelelse om, at direktør for Kalundborg Forsyning A/S, Torben Jørgensen, ønsker at fratræde sin stilling 30. juni.

Torben Jørgensen begrunder sin beslutning med, at han gerne vil give sin familie den opmærksomhed, som en lederstilling ikke altid levner plads til. Torben Jørgensen fylder 65 år til december og vil gerne inden dette tidspunkt kunne bistå med at overdrage selskabet til sin efterfølger.

- Det at drive en forsyningsvirksomhed er en helt særlig disciplin. Langt det meste af indsatsen er usynlig, men kræver samtidig stor ansvarsfølelse, stor arbejdsevne og evne til at få alle i virksomheden til at yde en ekstra indsats, når det er påkrævet. Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Torben Jørgensen, siger Borgmester i Kalundborg Kommune, Martin Damm.

Kalundborg Forsyning er udskilt fra Kalundborg Kommune i et særskilt selskab, og Torben Jørgensen har været direktør siden udskillelsen i 2009.

Dagens Gossip