Direktør: Kritik af voldsrapport handler om stereotyper

Skrevet af admin

05/03/2014

Mest læste i dag

Danmark indtager adskillige kedelige topplaceringer i en ny EU-rapport om vold mod kvinder, hvilket er blevet kritiseret som "grotesk" og "utroværdigt" fra flere sider.

Men den danske direktør for EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), der står bag rapporten, afviser, at tallene tegner et forkert billede af situationen.

- Tallene taler deres tydelige sprog. De er lavet af de bedste eksperter i Europa. Vi har brugt to år på det og lavet det i samarbejde med kvindeorganisationer på tværs af Europa, så jeg føler mig sikker på, at tallene er retvisende, siger Morten Kjærum.

Rapportens tal viser, at 32 procent af de adspurgte danske kvinder har været udsat for fysiske eller seksuelle overgreb af en kæreste - et højt tal sammenlignet med EU's andre medlemslande.

Her svarer gennemsnitligt 22 procent, at de har været udsat for sådanne overgreb.

Kritikere har sat spørgsmålstegn ved konklusionen og peget på, at vold opfattes forskelligt på tværs af landegrænser og kulturer.

- Det kan ikke være rigtigt. Svarene er jo helt afhængige af, hvad man opfatter som vold i de forskellige EU-lande, siger speciallæge Karin Helweg-Larsen, der i en årrække har forsket i blandt andet vold mod kvinder som seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Den pointe giver Morten Kjærum dog ikke meget for.

- Jeg hører det som alle stereotyperne om andre lande for fuld udblæsning. Det er klart, at du altid kan spørge om, hvor meget du kan sammenligne Danmark med andre lande, men i sidste ende er forskellene ikke så store.

- Jeg tror, at vi skal passe på med ikke at lade os snyde af vores stereotyper og opfattelser af andre lande og af os selv, siger Morten Kjærum.

Han understreger samtidig, at det er stereotyper, som "burde have været fortid."

- Jeg vil ikke udelukke, at der kan være kulturforskelle på enkelte parametre, men ikke noget, der vil give et stort, væsentligt udslag. Det har vi i hvert fald ikke indikation for, siger direktøren.

I stedet for at fokusere på Danmarks placeringer på de forskellige parametre bør man i stedet gribe fat om problemerne, mener Morten Kjærum.

- Det centrale er jo, at tallene for Danmark er meget voldsomme. Om vi er bedre eller dårligere end Polen, er mindre væsentligt. Vi snyder os selv og de danske kvinder for at komme videre, siger han.

Ligestillingsminister Manu Sareen (R) er chokeret over tallene og understreger, at der skal handles på det blandt andet med en handlingsplan til sommer.

/ritzau/