Direktør: Kun Danmark vil liberalisere lodsning

Skrevet af admin

14/03/2014

Dagens topnyheder

Som det eneste land i Norden og blandt de store EU-lande vil Danmark sætte lodsningen af skibe i danske farvande fri til markedskræfterne fra 2020. Det siger direktøren for det statslige lodsselskab DanPilot, Lars Ahrendtsen.

- Andre lande har forsøgt med at liberalisere lodsningen i deres farvande, men det har ikke været nogen succes, blandt andet fordi antallet af ulykker steg. Derfor blev det forsøgt rullet tilbage igen og strammet op på reglerne.

- Derfor undrer det, at Danmark vil gå den vej, siger Lars Ahrendtsen til Ritzau.

DanPilot har eksisteret siden 2007, hvor lodserierne blev samlet i et selskab, der fra 2013 blev et selvstændigt statsligt selskab. 700.000 ton olie og kemikalier sejles hver dag gennem de danske farvande, primært på udenlandske skibe.

- Vi varetager lodsning, vi indgår i det danske beredskab om miljø og sikkerhed i farvandene.

- Vi er derfor statens øjne og ører i de danske farvande, der er nogle af verdens snævreste og mest befærdede. Samtidig er danske farvande det sted i verden, hvor store skibe med olie og kemikalier sejler tættest på kysterne, siger Lars Ahrendtsen.

Prisen for lodsning af det statslige DanPilot hører ifølge direktøren samtidig til i den lave ende af skalaen.

- Vi har et effektivt lodsvæsen, der har de laveste lodspriser blandt de lande, vi sammenligner os med, siger Lars Ahrendtsen.

DanPilot er 100 procent selvfinansierende og har samtidig forsyningspligten i hele Danmark. Ved en fuld liberalisering af lodsningen kan DanPilot blive ramt på indtægterne, hvis de udenlandske olieselskaber og rederier bruger udenlandske lodser.

- Rammes vi på indtægterne og skal opretholde forsyningspligten i hele landet, har vi kun tre muligheder: At sætte prisen op, forringe servicen eller at staten må spæde til, siger Lars Ahrendtsen.

Næsten samtlige skibe, der passerer dansk farvand, tager lods om bord. Ifølge Lars Ahrendtsen er 95 procent af lodsninger på udenlandske skibe.

DanPilot beskæftiger 294 ansatte, havde en omsætning i 2013 på 365 millioner kroner og et overskud på 19 millioner kroner før skat.

Regeringens planer om at liberalisere lodsningen møder hård kritik fra lodserne fagforening, Danske Lodser, og Danmarks Naturfredningsforening.

/ritzau/