Direktør: Modeugen skal være endnu mere grøn

Skrevet af admin

03/08/2014

Dagens topnyheder

Når indkøbere, designere og journalister strømmer til København for deltage i Copenhagen Fashion Week søndag, bliver det til en uge med større og mere fokus på bæredygtighed.

- Modebranchen er globalt set en af verdens største industrier, og det er samtidig en af verdens mest forurenende industrier. Derfor er det rigtig vigtigt, at der bliver kigget på, hvordan vi laver tøj, siger direktør for netværksorganisationen Danish Fashion Institute (DAFI) og Copenhagen Fashion Week, Eva Kruse.

Selvom der er kommet langt større fokus på blandt andet brugen af økologiske materialer, og hvordan tøjet bliver produceret, har konceptet bæredygtighed slet ikke sat sig fast nok endnu i branchen, mener Eva Kruse.

- Vi mangler for alvor, at messehallerne faktisk er fyldt med mærker, der er bæredygtige. Ned ad catwalken skal der ikke bare være to-tre mærker, hvis tøj har en bæredygtig historie. Men det skal være alle 38.

- Det er en lang og sej proces, siger hun.

Moderedaktør på New York Times, Vanessa Friedman, har udtalt, at bæredygtighed og mode i hendes øjne er to modsætninger. Ifølge redaktøren handler mode om, at alting hele tiden er nyt, imens bæredygtighed handler om at bevare.

Eva Kruse er enig i, at det umiddelbart kan virke som to ting, der er svære at kombinere. Men det skal ikke være en forhindring for at prøve alligevel.

- Vi kommer aldrig til at købe tøj for at redde verden. Jeg kommer aldrig til at gå ned og købe en jakke, som sidder lidt dårligere eller har en lidt grim farve, fordi den er bæredygtig.

- Jeg kommer altid til at købe den jakke, som sidder rigtig godt og har en flot farve. Hvis den så oven i købet er bæredygtig, er det et plus, siger hun og slår fast, at modebranchen skal nå derhen, hvor bæredygtighed ikke er et kompromis i forhold til design og kvalitet af produkterne.

Copenhagen Fashion Week begynder søndag 3. august og varer indtil 10. august. Ugen kommer blandt andet til at indeholde grønne initiativer som modeshows med designere, der har fokus på bæredygtighed og et tøjbyttemarked på Rådhuspladsen.

/ritzau/