Direktør: Skat skjulte ejendomskaos

Samtidig med at Skat og Skatteministeriet modtog den ene advarsel efter den anden om problemer med ejendomsvurderingerne, tegnede Skat det modsatte billede udadtil. Det skriver Jyllands-Posten.

Rigsrevisionen afslørede onsdag, at Skat og Skatteministeriet sad advarslerne overhørig i årevis, og sidste år konkluderede Skat selv i en intern undersøgelse, at grundlaget for ejendomsvurderingerne var upålidelige i 51 af landets 98 kommuner.

Direktøren i Ejendomsforeningen Danmark, der repræsenterer de professionelle ejendomsinvestorer som ATP og PFA, fortæller, at man adskillige gange igennem flere år har forsøgt at råbe Skat og Skatteministeriet op.

- Men når vi rejste kritikken, fik vi bare at vide, at der ikke var nogen problemer. Vi er blevet mødt med en manglende villighed til at kigge på sig selv og egne metoder, siger foreningens direktør, Torben Christiansen, til avisen.

Skatteadvokat Torben Bagge siger, at Folketinget sidste år vedtog en lov, der gør det sværere for borgere at få genoptaget tidligere års ejendomsvurderinger.

- Det minder lidt om Komiske Ali. Man ved godt, at det sejler, men siger alligevel, at alt er i orden, og så gennemfører man en lov, der skal sikre, at folk ikke klager. Det er dybt, dybt betænkeligt, siger han til Jyllands-Posten.

Skat havde torsdag ingen kommentarer.

/ritzau/

 

Dagens Gossip