Dirigent Olsen: Sverige forsøger at slå os ud af rytmen

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

Der er lagt op til en tæt og spændende dyst om en EM-billet, når det danske fodboldlandshold lørdag gæster Sverige i den første af to playoffkampe.

Landstræner Morten Olsen sammenligner sig selv med en dirigent, der skal styre et helt orkester og holde takten.

- Vi trænere kan sammenlignes med dirigenter i et stort orkester. Dirigenten skal sørge for, at musikerne holder takten.

- Træneren skal sørge for, at spillerne kommer til at harmonere såvel strategisk som menneskeligt. Det er mennesker, vi har at gøre med.

- Men dirigenten har det lidt nemmere end os trænere. Der er garanteret nogle svenskere, der vil sørge for, at vi kommer ud af rytmen, siger Olsen.

Landstræneren er ærgerlig over, at både Sverige og Danmark ikke kan kvalificere sig til EM.

- I Norden havde vi drømt om at få alle lande med til slutrunden. Men sådan bliver det ikke.

- En svensker har dog sørget for, at Island kommer med. Det er fantastisk flot klaret af Lars (Islands landstræner, Lars Lagerbäck, red.).

- Sverige og Danmark kommer ikke begge med. Begge lande vil elske at slå hinanden. Og sådan skal det også være i så vigtige kampe, siger Olsen.

I tilfælde af et gult kort i lørdagens kamp vil Lars Jacobsen, Simon Kjær, William Kvist og Pierre-Emile Højbjerg være i karantæne i returkampen mod Sverige.

- Det afgørende kan være, at vi spiller to kampe på så forholdsvis få dage. En god og bred trup kan blive afgørende. Bare en lille skade kan gøre det svært at blive klar til den anden kamp.

- Vi har fire spillere, som har to gule kort og kan komme i karantæne. Sverige har to spillere, og det kan også have indflydelse.

- Vi håber, at vi kan finde nøglen til at blive uforudsigelige over for modstanderen. Det har vi øvet i de seneste dage. Det samme har Sverige garanteret gjort, forklarer Olsen.

For Sverige vil Zlatan Ibrahimovic og Kim Källström være i karantæne i tilfælde af et gult kort. Olsen blev spurgt til, om man vil tirre Ibrahimovic, så han får en advarsel.

- Det spørgsmål har vi ikke hørt, og vi svarer heller ikke på det, lyder det kort og kontant fra landstræneren.

Danmark tager tirsdag imod Sverige i den anden og afgørende kamp i Parken. Begge kampe fløjtes i gang klokken 20.45.

/ritzau/