Discounthungrende kunder booster Dansk Supermarked

Mærsk-koncernen ejer to tredjedele af Dansk Supermarked, og derfor er dagligvarekæmpen en del af regnskaberne fra rederigiganten. Og i fredagens opgørelse står det klart, at det bare fortsætter med at gå fremad for dagligvarekoncernen, der er hjemsted for butikskæder som Føtex, Bilka og Netto.

Dansk Supermarked omsatte i årets tre første måneder for 13,6 milliarder kroner, hvilket er lige under 600 millioner kroner bedre end sidste år. Også på bundlinjen er der fremgang. Resultatet for kvartalet endte på 301 millioner kroner mod 267 millioner kroner samme periode sidste år.

Fremgangen hænger sammen med den fortsat stigende markedsandel, Dansk Supermarked har i Danmark. Den gik i første kvartal frem til 35,6 procent mod 34,4 procent sidste år. På Dansk Supermarkeds udenlandske markeder fastholdt man markedsandelen, fremgår det af kvartalstallene.

Derudover peges der på, at de danske dagligvarekunder tager imod både discount og de udvidede søndagsåbningstider, der er blevet muliggjort med ændringerne i lukkeloven.

»Markedsudviklingen i Danmark var præget af et fortsat skift mod øget handel i discountsegmentet, da discountbutikker nød godt af at holde åbent på flere søndage end tidligere,« står der i koncernregnskabet fra A.P. Møller - Mærsk.

Udviklingen i Dansk Supermarked udstiller desuden, hvilken krise ærkekonkurrenten Coop er midt i. Coops årsregnskab for 2012 viste en fæl nedgang i driftsresultatet fra 544 millioner kroner i 2011 til 287 millioner kroner i 2012. Kilder har bekendtgjort over for Berlingske, at de første måneder af 2013 har været svære, og at der i de to første endda har været tale om underskud på driften.

Den slags kæmper Dansk Supermarked tydeligvis ikke med for tiden. Siden sidste år har Dansk Supermarked lukket Tøj & Sko-kæden, hvilket har kostet lidt på omsætningen. Det tab er dog blevet mere end indhentet af fremgangen i andre butikker.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip