Discountkæden Fakta har været dyr for Coop i 2013

Skrevet af admin

02/04/2014

Dagens topnyheder

Selv om det kun tager fem minutter at besøge Fakta, så har butikskæden været en dyr omgang for Coop i 2013.

Det fremgår af detailhandelsvirksomhedens årsregnskab for 2013.

Hvor driften af butikkerne har vist fremgang i resultaterne for SuperBrugsen og Irma, en markant forbedring for Kvickly, og et tilfredsstillende resultat for Dagli´Brugsen, så er historien en anden for Fakta-butikkerne.

- Vores kraftige ekspansion af Fakta, hvor vi har åbnet 50 nye butikker, har været kostbar og medført et stærkt utilfredsstillende resultat, siger administrerende direktør Peter Høgsted.

I 2013 nåede Coop inklusiv de selvstændige brugsforeninger at lande en omsætning på 44,4 milliarder kroner eksklusiv moms i de 1220 butikker samt de to netbutikker. Til sammenligning omsattes der i 2012 for 44,8 milliarder kroner.

Bestyrelsesformand Lasse Bolander nævner, at det forgangne år har været præget af store investeringer i fremtiden og i styrkelse af relationerne til virksomhedens 1,4 millioner medlemmer.

- Vi har investeret massivt i at udvikle vores netbaserede handel på henholdsvis coop.dk med nonfood og på irma.dk med food, siger Lasse Bolander.

Samtidig har Coop udvidet medlemsfordelene fra 466 millioner kroner i 2012 til 613 millioner kroner i 2013 i form af point og rabatter til medlemmerne.

- Det er blevet positivt modtaget, idet vi i 2013 har fået cirka 100.000 nye medlemmer og et øget salg til vores medlemmer, siger formanden.

For 2014 er målsætningen at skabe et væsentligt bedre resultat, der primært skal skabes i Fakta, men hvor den positive udvikling i de øvrige kæder også skal kunne bidrage.

- Derfor er Fakta også vores topprioritet i 2014. En ny ledelse i Fakta er på vej til at vende udviklingen, og vi ser de første positive tegn, siger Peter Høgsted.

- Vi har sat ekspansionstakten ned, men forventer at åbne cirka 30 nye butikker i år, uddyber han.

Det samlede resultat af den primære drift - også kaldet EBIT-resultatet - inklusiv brugsforeningerne blev 235 millioner kroner mod 432 millioner kroner året før.

/ritzau/