Disse danskere har besøgt Letterman

Skrevet af admin

21/05/2015

Dagens topnyheder

Præsidenter, skuespillere, komikere, musikere, forskere og andet godtfolk er på den imponerende lange liste over de omkring 19.932 gæster, der har besøgt det legendariske "The Late Show With David Letterman," der onsdag sendte for sidste gang efter 33 hæsblæsende år.

Og også danske kendisser fra både skuespiller- og musikscenen har været forbi det legendariske talkshow.

Blandt andet har hitduoen Quadron været forbi med deres gennembrudssang "Hey Love," mens den hårdtslående rockduo The Raveonettes har optrådt med nummeret "That Great Love Sound," og den charmerende poppige Oh Land, der har base i Letterman-showets hjemby, New York, har spillet sit hit "Sun of a Gun."

Også den dansk/amerikanske Oscar-nominerede skuespiller Viggo Mortensen har været forbi showet og fortalt om sin alsidige opvækst i Argentina og Danmark, og ligeledes har superstjernen Scarlett Johansson, der har en dansk far, været forbi programmet adskillige gange.

Også den danske "Gladiator"-stjerne Connie Nielsen har været forbi, og det samme har den til tider udskældte politolog Bjørn Lomborg.

På trods af de danske stjernes besøg i det legendariske show, bemærkede Letterman alligevel landets beskedne størrelse i 2010 med ordene:

- Er Danmark et skandinavisk land?

Efter en stjerneparade af gæster til det sidste "The Late Show with David Letterman" af de i alt 6028 udsendelser takkede den karismatiske vært af med ordene:

- I vil gerne vide, hvad jeg skal lave nu, hvor jeg er pensioneret?, spurgte han retorisk det begejstrede publikum.

- Ved Gud håber jeg at blive det nye ansigt for Scientology. Tak og godnat, var de sidste ord fra det femdobbelte Emmy-vindende show.

Se The Raveonettes optræde hos Letterman her: https://www.youtube.com/watch?v=IQ6gyYZpbzg

Og Oh Land: http://en.musicplayon.com/play?v=104097

Og Qudron: http://www.dailymotion.com/video/x110k9m_quadron-hey-love-live-on-david-letterman_music

Og Bjørn Lomborg: https://www.youtube.com/watch?v=JcQdNSPXDPA

/ritzau/FOKUS