Disse fem glædelige begivenheder kan stresse dig

Skrevet af Aller Media

09/10/2013

Dagens topnyheder

På nyhedssitet Huffingtonpost.com har man fundet forskellige begivenheder, der rammer de fleste af os, og som er både lykkelige og mindeværdige, men som samtidigt glimrer ved at gøre os enormt stressede.

Her er fem udvalgte, som de fleste sikkert kan nikke genkendende til:

Få fem tricks til at undgå stress på Soendag.dk

At tage på ferierejse

En rejse ned til sydens sol lyder umiddelbart som en lise for sjælen, men alt for ofte føler vi os faktisk ikke udhvilede og afstressede, når vi vender tilbage til jobbet efterfølgende. En undersøgelse, der blev iværksat af Expedia.com, viste således, at 53 procent af deltagerne slet ikke følte sig opfriskede, da de vendte tilbage til jobbet, ligesom 30 procent havde rigtigt svært ved at lægge jobbet fra sig undervejs. Løsningen kan være at arbejde med at være mere i nuet og benytte sig af mindfulness, forklarer læge Bryan E. Robinson til Huffingtonpost.com. Hvis vi skal formå at slappe af, skal vi nemlig sætte farten ned og tillade os at holde fri oppe mellem ørerne.

At holde fri om søndagen

Fænomenet søndags-depression er ganske udbredt. Ifølge en tidligere undersøgelse udført ved UK mental health charity Mind, så oplever 26 procent af os ofte at være nedtrykte og melankolske om søndagen. Forskerne mener, at det skyldes, at vi frygter den uge, der ligger foran os. Psykolog Stephanie Sarkis fra Psychology Today anbefaler, at du holder dig aktiv om søndagen, hvis det er et problem for dig. Sørg for at være sammen med venner, at dyrke motion eller at udføre frivilligt arbejde.

Kvinder kurerer stress med shopping. Læs hvordan det virker  på IN.dk

At få et nyt job eller forfremmelse

Ifølge en undersøgelse fra HR-virksomheden Development Dimensions International, så føler seks ud af ti ledere, at en forfremmelse eller et nyt job kun bliver overgået af en skilsmisse i stressfaktor. Der er rigtigt mange bekymringer og nye udfordringer, som gør os nervøse og stressede i den forbindelse. Psykolog Heidi Grant Halvorson mener, at vi kan hjælpe os selv ved at tænke på det overordnede billede og fokusere på fremskridt frem for perfektion, når vi lige er landet i det nye job.

At skulle giftes

Det er for mange et af de mest betydningsfulde og lykkelige øjeblikke i deres liv, når partneren frier, og der står bryllup øverst på dagsordenen. Men planlægningen og tiden op til er samtidigt en af de mest stressende. Ifølge en tidligere undersøgelse lavet af bryllupsplanlægningssitet The Knot, så mener 50 procent, at det er langt mere stressende, end de havde forventet. Bryllupseksperterne på Huffingtonpost.com anbefaler, at du holder fokus på det der er vigtigt frem for at ville kontrollere hver en detalje.

At blive pensioneret

Især hvis du er den type menneske, der er hårdtarbejdende, statusdrevet og utålmodig, så kan det være en kæmpe omvæltning at gå på pension. Der er måske bekymringer omkring økonomi og helbred, og alene det at skulle tilpasse sig en ny livsstil kan være stressprovokerende. Karrierekonsulent Donald Asher forklarer, at det kan være et af de mest stressende øjeblikke i livet, når man går på pension. Derfor er det vigtigt at have en plan for, hvordan du holder dig aktiv og eventuelt får dig en ny hobby.

Lisbeth Madsen, NewsDesk, Aller Media