Disse overraskende ting kan give søvnproblemer

Når du ikke kan falde i søvn, ved du ofte selv, hvad problemet er. Det kan være, du har drukket en stor kop aftenkaffe, at der er støj udenfor, din allergi driller, eller at dit barn har haft en urolig nat.

Men der er også nætter, hvor du faktisk ikke er helt klar over, hvorfor du ikke kan falde til ro.

Huffington Post har samlet en række overraskende grunde til, du ikke kan falde i søvn.

Her er fem af dem:

1. For varmt eller koldt

En årsag til, du ikke kan falde til ro, kan være, at dit soveværelse simpelthen ikke har den rette temperatur.

Men det har der heldigvis været forsket i, og ifølge læge Christopher Winter er den mest optimale temperatur i soveværelset mellem 15-20 grader.

Dermed kan temperaturer under eller over altså virke forstyrrende for søvnen.

2. Der er for stille

Det kan godt være, at larm kan være søvnforstyrrende, men det kan stilhed også.

For er der absolut stilhed, kan hver enkelt mindre lyd blive meget mere tydelig og forstyrrende, lyder det fra Thomas Roth, der er ph.d. og leder af Sleep Disorders and Research Center ved Henry Ford Hospital i Detroit.

Find din søvntype på Q.dk og undgå søvnproblemer.

3. Du er mørkeræd

Er du ikke helt glad for mørket, kan det faktisk påvirke din søvn.

Forskning præsenteret ved en søvnkonference i 2012 har påvist, at personer, der sover dårligt, bliver mere angste og mere forstyrrede af lyde, når lyset bliver slukket, end personer, der mener, de sover godt.

Er du mørkeræd, er det heldigvis noget, der kan behandles.

Læs på Madogbolig.dk, hvordan rødvin ødelægger din søvn.

4. Du har spist kød

De fleste ved, at det er en god idé at holde sig fra koffeinrige produkter inden sengetid.

Men vidste du også, at det er en god idé at lade være med at spise fed mad, krydret mad samt proteiner lige inden, du skal sove?

Spiser du en stor bøf til middag, som kræver en del arbejde for kroppen at fordøje, kan det forstyrre søvnen, siger Kelly Glazer Baron, der er ph.d. og søvnforsker ved Northwestern University's Feinberg School of Medicine.

Kig derfor på uret, inden du sætter tænderne i et proteinrigt, stærkt eller fedtholdigt måltid, som sætter din krop på overarbejde.

5. Du er udmattet

Hvis du føler dig helt udmattet, er det ikke sikkert, du kan falde i søvn. For der er nemlig stor forskel på at være udmattet og træt, siger søvnekspert Thomas Roth.

En udmattet krop er nemlig stadig i højeste alarmberedskab, uanset om udmattelsen kommer fra stress eller fysisk aktivitet.

Derfor er det en rigtig god idé at få kroppen ned i gear med en bog, et bad eller andet, der får dig til at slappe af.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip