Disse ting vidste du ikke om din deodorant

Langt de fleste bruger en deodorant hver morgen for at holde den knap så lækre svedlugt væk.

Selvom du bruger den hver dag, er det ikke sikkert, du egentlig ved så meget om deodoranter og sved. Huffington Post har her samlet 6 sjove facts:

1. Du kan blive immun

Man kan faktisk godt blive immun over for den deodorant, man bruger. Men man ved faktisk ikke helt hvorfor. Kroppen tilpasser sig formentlig på en måde og producerer så bare mere sved i andre kirtler.

- Det er en god idé af skifte deodorantmærke hver sjette måned for at forebygge denne immunitet siger Han Lee, der er dermatolog og læge ved University of Southern California.

Se, hvilke parfumer, der forfører mændene med garanti, på Q.dk.

2. Deodoranter dræber bakterier

Det er ikke nødvendigvis sveden, der lugter. Svedstanken kommer i stedet fra bakterier, som nedbryder en af to typer sved på din hud. Deodoranten virker antibakterielt, så den stopper lugten, før den kommer frem.

Antiperspiranter, som typisk skal bruges sjældnere, går direkte efter sveden ved at lukke kirtlerne til.

3. Deodoranter til mænd og kvinder

Kvinder har flere svedkirtler end mænd, men mænds svedkirtler producerer mere sved. Men der er faktisk ikke de store forskelle på deodoranter til mænd og kvinder.

Discovery Health gennemgik flere typer deodoranter fra det samme mærke og kom frem til, at den samme aktive ingrediens var til stede i de samme mængder i alle deodoranterne til både mænd og kvinder. Det er altså ofte kun duften, der er forskel på, skriver Huffington Post.

Har du bakterierbomber på badeværelset? Læs om 3 af dem på Femina.dk.

4. Deodoranter er ikke et nyt fænomen

Ifølge New York Times var det de gamle egyptere, der opfandt fænomenet med at tage et duftende bad, og de brugte faktisk parfume i armhulerne.

Den første deodorant kom på markedet i 1888 under navnet Mum og 15 år senere fulgte antiperspiranten Evendry.

5. Ikke alle har brug for en deodorant

Der er nok ikke mange, der træder uden for en dør uden deodorant på, men der er faktisk en del mennesker, der slet ikke lugter af sved.

Det kan man finde ud af ved at droppe deodoranten i 10 dage, eller man kan teste sin ørevoks. Har du hvid, tør ørevoks er det sandsynligt, du ikke behøver deodorant.

Er din ørevoks mørk og klæbrig, kan du godt fortsætte med deodoranten. Det skyldes, at personer med tør ørevoks typisk mangler et stof i armhulerne, som bakterierne lever af, skriver Livescience.

6. De gule pletter er et mysterium

De gule pletter, som nogle gange kan opstå på tøjet, er faktisk svære at forklare.

Eksperter har en teori om, at det er den aluminiumsbaserede ingrediens i antiperspiranter, der reagerer med sveden, huden, skjorten eller vaskemidlet, så der kommer en gul plet, der er svær at få af.

Det eneste råd er at undgå aluminiumsbaserede antiperspiranter.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip