Disse typer støj påvirker dit helbred

Vi lever i en støjende verden, og for mange opfattes støj som en nødvendig og uundgåelig del af hverdagen. Men nogle former for støj, bør vi måske gøre en større indsats for at mindske, hvis det generer for meget og måske ligefrem påvirker vores helbred negativt.

På Huffingtonpost.com har man samlet fem undersøgelser, hvor forskerne har påvist, hvordan forskellig støj påvirker os og vores helbred. Det gælder både støj, som andre udsætter os for, støj som vi bevidst udsætter os selv for, og støj som er så lav, at vi ikke umiddelbart kan høre den.

1) Yndlingsmusikken forstyrrer din hukommelse

Måske har du hørt, at musik, som du godt kan lide, har en god indflydelse på dit humør. Hvis du forsøger at lukke den almindelige kontorstøj ude ved at lytte til din yndlingssang, så bliver du måske nok gladere, men din koncentrationsevne vil være forringet, og du har sværere ved at huske bagefter, hvad du har arbejdet med.

Det viser en britisk undersøgelse fra Cardiff Metropolitan University fra 2012. Det kan hjælpe på din koncentration, hvis det ikke er din favoritmusik, du lytter til, men det bedste vil være at arbejde i stilhed, konkluderer forskerne.

2) Støj på jobbet gør dig mindre produktiv

For mennesker, der dagligt sidder i åbne kontorer, hvor der er meget støj, kommer det sikkert ikke som en overraskelse, at støjen ødelægger vores effektivitet på jobbet. I en tidligere undersøgelse fra Cornell University, Ithaca, New York blev det fastslået, at folk, der arbejder i åbne kontormiljøer, er mindre produktive.

Hukommelsen bliver dårligere, og selv simple opgaver bliver sværere at udføre. Det skyldes ifølge forskerne, at vi konstant har stress i kroppen, når vi sidder i de åbne kontormiljøer.

Tager du på, selvom du træner? Se hvilke fire vaner, der ødelægger din forbrænding, på Femina.dk

3) Støj får dig til at glemme at lytte til kroppen

I undersøgelsen af støjen i åbne kontormiljøer kunne forskerne også konkludere, at de deltagere, der arbejdede i daglig støj, var mindre tilbøjelige til at huske, hvordan de agerede ergonomisk korrekt i løbet af en arbejdsdag. Det vil sige, at de sad i længere tid i dårlige stillinger, hvor de hang ind over bordet i stedet for at rette sig op.

4) Et støjende nabolag kan slå dig ihjel

En skræmmende rapport fra WHO og European Commission’s Joint Research Centre fra 2011 viste, at hvis du bor i et område med meget støj især fra transportmidler, så kan det hæve dit blodtryk og øge din risiko for at dø af en blodprop i hjertet. Risikoen er dog størst, hvis der kronisk er meget larm i dit nabolag.

Så du løber ingen større risiko, blot fordi naboen bruger motorsav flere dage i træk.

I tvivl om du har stress? Tjek dig selv og dine symptomer på Femina.dk

5) Lavfrekvensstøj kan gøre dig utryg

Føler du dig utilpas i dit eget hjem, måske fordi du mener, at det spørger, så kan det være meget lave lyde, som driller dig.

I en undersøgelse fra National Physical Laboratory i England viste det sig, at når deltagerne i undersøgelsen blev udsat for visse lyde, der var så lave, at de ikke kunne høre dem med det blotte øre, så fik det dem til at føle sig utrygge, nervøse og få kuldegysninger.

Forskerne mener, at det i nogle tilfælde kan forklare, hvis folk opfatter et hus eller et bestemt område som hjemsøgt.

Af Lisbeth Madsen, NewsDesk Aller Media

Dagens Gossip