Distortion lukker historisk mange veje

»Folk må indstille sig på, at trafikken bliver meget påvirket i år. I udgangspunktet er det ikke usikkert at køre, men jeg anbefaler, at dem som arbejder eller bor i de berørte områder, finder alternative steder at holde deres bil,« lyder det fra politikommissær James Keiwe.

Det er særligt de såkaldte pop-up fester, der afholdes spontant uden for de afmærkede områder, der kan volde yderligere problemer.

»Hvis man oplever, at nogen pludselig holder fest på ens bil, så skal man ringe 114. Udgangspunktet er, at det kun er de afgrænsede områder, der holdes fest i, men vi vil løbende vurdere risikoen for pop-up fester,« siger James Keiwe.

På grund af sikkerhedsmæssige hensyn har arrangørerne i samarbejde med politiet og Københavns Kommune valgt at lukke mange flere veje for gennemkørsel, end det har været tilfældet de seneste år.

»Der er blevet sat større krav til Distortion end nogensinde før. Vi har derfor lukket langt flere indfaldsveje, end vi tidligere har gjort,« siger Christian Langballe, der er talsperson for Distortion.

Nye regler betyder, at mange veje skal holdes helt fri for trafik, selvom de ikke ligger tæt på selve festerne. I en række tilfælde har man valgt at reservere veje udelukkende til udrykningskøretøjer.

»Vi har opsat skiltning på alle de vejstrækninger, hvor biler ikke må holde. Det kan også være vejstrækninger, der ligger flere hundrede meter væk fra festerne,« siger Christian Langballe.

I år vil det særligt være Nørrebro og Vesterbro, der rammes af trafikale problemer i forbindelse med gadefesterne onsdag og torsdag.

»Det er først de seneste år, at Distortion har rundet 100.000 gæster til vores gadefester. Der findes ikke rigtig fortilfælde herhjemme, så langt hen ad vejen er det learning by doing,« siger Christian Langballe.

Borgere og gæster opfordres desuden til at følge Københavns Politis anbefalinger på Twitter.

Dagens Gossip