Distriktsdomstol: NSA's overvågning er lovlig

Skrevet af admin

27/12/2013

Dagens topnyheder

En amerikansk distriktsdomstol i New York er nået frem til, at efterretningstjenesten NSA's omfattende indsamling af telefondata i USA er lovlig.

Dermed afviser domstolen en indsigelse fra rettighedsgruppen American Civil Liberties Union (ACLU), som har protesteret imod NSA.

Afgørelsen afviger fra en tidligere dom fra 16. december, hvor en distriktsdommer i Washington DC kaldte NSA-programmet for "næsten Orwellsk" - med henvisning til forfatteren bag romanen "1984" - og sandsynligvis i strid med forfatningen.

Dommeren i Washington har afgjort, at NSA ikke længere må indsamle data fra to sagsøgere i den konkrete sag.

At der nu er kommet to modsatrettede afgørelser, kan betyde, at sagen ender i højesteret, der så skal fælde dom over, om programmet er forfatningsstridigt.

I fredagens afgørelse fra distriktsdommer William Pauley på Manhattan hedder det, at der ikke er beviser for, at regeringen har brugt den indsamlede datamængde til andet end at efterforske og afværge terrorangreb.

Selvom NSA's overvågningsprogram "støvsuger informationer fra stort set alle telefonopkald til, fra og inden for USA" er dets legitimitet ifølge dommeren "i sidste ende et spørgsmål om rimelighed."

Som argument for betydningen af NSA's arbejde nævnte dommeren blandt andet sagen mod David Headley, der planlagde terror mod Morgenavisen Jyllands-Posten, og et afværget angreb mod undergrundsbanen i New York.

NSA's overvågning har været under massiv kritik både i USA og mange andre steder, efter at den tidligere it-tekniker og efterretningsmedarbejder Edward Snowden har afsløret tjenestens massive overvågning gennem læk af hemmelige dokumenter.

USA's præsident, Barack Obama, skal i januar afgøre, om han vil reagere på 40 anbefalinger om NSA fra et panel nedsat af Det Hvide Hus.

Anbefalingerne går blandt andet på at begrænse overvågningen.

/ritzau/Reuters