DIU og Ligaforening: Forhandlingerne stopper

Skrevet af admin

24/06/2015

Dagens topnyheder

Krigen og krisen i dansk ishockey lader til at fortsætte.

Tirsdag aften meddelte Danmarks Ishockey Union (DIU) og Ligaforeningen, at forhandlingerne om en ny overenskomst stopper uden resultat, og at der ikke vil blive lavet en overenskomst med ishockeyspillernes fagforening, Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF)

- Det er en beklagelig beslutning, men den har været nødvendig, fordi DEF ikke har vist nogen imødekommenhed, siger DIU's direktør, Ulrik Larsen i en pressemeddelelse.

- DIU og Ligaforeningen har tilbudt DEF en femårig overenskomst på de vilkår, som en række spillere i klubberne ved flere lejligheder har fuldt og helt accepteret.

- For eksempel er vilkår om prøvetid og opsigelse ved langvarige skader udgået af spillerkontrakten, og spillerne er inviteret til deltagelse i forskellige centrale DIU-udvalg.

- En god dialog og enighed om ændringer i standardkontrakten til gunst for spillerne blev pludselig afløst af DEF's ultimative krav om en omfattende overenskomst, som er skudt langt over målet og er uden respekt for den økonomiske virkelighed, dansk ishockey befinder sig i, siger Ulrik Larsen.

Han påpeger, at DEF sandsynligvis har en anden dagsorden.

Meddelelsen kommer efter, at Ekstra Bladet forleden kunne berette om truende massefyring af spillerne, fordi forhandlingerne var brudt sammen.

På den ene side står klubberne og DIU, mens spillerne og deres fagforening står på den anden side.

Striden handler blandt andet om rettighederne til hver enkelt spillers kommercielle rettigheder. DIU og klubberne vil have, at disse rettigheder ligger hos den enkelte spiller og ikke hos fagforeningen, men det vil spillerne ikke være med til.

- Spillerne står sammen, og vi kommer ikke til at trække vores rettigheder eller krav om aftaleret tilbage, sagde spillernes talsperson for forhandlingsudvalget, VM-målmand Sebastian Dahm, forleden til Ekstra Bladet.

Ifølge Ligaforeningens formand får spillerne nu besked på, at de ikke kan spille i ligaen, hvis de har overdraget deres rettigheder til DEF.

- Nu må vi så fortælle de spillere, der har overdraget den kommercielle udnyttelsesret til deres navn og foto til DEF at vi desværre ikke kan benytte dem i ligaen, siger Klaus Rasmussen, formand for Ligaforeningen.

Trods sammenbruddet i forhandlingerne med DEF vil ligaens kontraktspillere blive tilbudt en ny forbedret standardkontrakt, som indeholder en række af de vilkår, spillerne har ønsket, meddeler DIU, der understreger, at der ikke bliver lavet en overenskomst med DEF.

/ritzau/