Divisionsforening kritiserer uklare regler i Ortega-sag

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

Divisionsforeningen i håndbold kritiserer de uklare regler, som har ført til, at KIF Kolding København først blev frataget fem point i grundspillet og siden efter en appelsag hos Danmarks Idrætsforbunds (DIF) højeste appelinstans torsdag aften fik pointene tilbage.

KIF benyttede den spanske træner Carlos Ortega ulovligt i tre ligakampe. Det kostede først en bøde, siden fem fratrukne point, og siden blev pointene ført tilbage igen.

- Som vi meldte ud den 7. marts, så er det jo soleklart for en hver, at reglerne ikke er tydelige.

- Ti uafhængige jurister har nu i tre instanser kigget på sagen ud over KIF's, Dansk Håndboldforbunds (DHF) og flere klubbers rådgivere, og når de kommer frem til flere forskellige resultater, taler det sit tydelige sprog, siger Divisionsforeningens formand, Jens Christensen, i en pressemeddelelse.

På et møde mellem Divisionsforeningen og DHF's udvalg for professionel håndbold er man derfor blevet enig om at gennemgå alle regler for eventuelle huller.

- Vi vil hver for sig, men også sammen gennemgå det nuværende ligareglement for at se, om der er andre huller, vi skal have kigget på nu.

- Vi vil også invitere medlemmer fra både disciplinærinstansen og appelinstansen for at høre, om de kan se områder, som skal rettes til, nu hvor arbejdet er i gang, siger Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen.

De fem point, som KIF har fået tilbage, ændrer ikke på, hvilke hold, der er kvalificeret til slutspillet. Det ændrede dog forudsætningerne før sidste spillerunde i grundspillet.

/ritzau/