Djøf om jobudflytning: Sådan er vilkårene

Skrevet af admin

01/10/2015

Dagens topnyheder

Det er en del af præmissen som ansat i staten, at regeringen kan flytte arbejdspladser fra hovedstaden til andre dele af landet.

Sådan lyder det fra Lars Qvistgaard, der er formand for Djøf Offentlig, som organiserer jurister og økonomer.

- At regeringen vil flytte en masse statslige arbejdspladser er jo bare sådan, vilkårene er for statsligt ansatte, men vi er naturligvis opmærksomme på, hvordan man vil gribe det an, siger han til Ritzau.

Regeringen vil bruge 400 millioner kroner på at flytte statsligt ansatte rundt i landet for at skabe vækst og fremgang i yderområderne.

Udspillet, der præsenteres torsdag middag, har allerede vakt bekymring blandt Djøfs medlemmer, fortæller Lars Qvistgaard.

- Der er en uro. Det er vist sådan, man bedst kan kendetegne stemningen. Vi har løbende fået henvendelser på, hvad reglerne og rettighederne er, og det er jo helt naturligt, siger han.

- Omvendt må man sige, at det er et stort projekt, og selvom vi har en anerkendelse af, at det er et politisk ønske, har vi samtidig en forhåbning om, at det bliver en succes, og det vil Djøf selvfølgelig gerne bidrage til, siger Lars Qvistgaard.

Hos Dansk Magisterforening foreslår man en jobgaranti på to år og en prøveperiode på op til seks måneder for ansatte i statslige styrelser, som flyttes til en anden landsdel, og særligt forslaget om prøveperioden støttes af Djøf.

- Det kunne helt bestemt være en idé. En prøveperiode kan måske motivere flere til at tage vejen. Samtidig mener vi, at man skal tænke familiesituationen ind.

Her nævner Lars Qvistgaard, at man gerne ser initiativer, der skal bidrage til, at ægtefællen også kan få nyt arbejde, mens der skal være gode pasningsmulighederne for dem, som har børn.

/ritzau/