Djokovic er en sejr fra at tangere rekord i Miami

Skrevet af admin

02/04/2016

Dagens topnyheder

Novak Djokovic er nu kun én sejr fra at komme op på siden af André Agassis rekord for flest finalesejre ved ATP-turneringen Miami Open. Den lyder på seks sejre.

Desuden vil han med en finalesejr nå op på 28 triumfer i en ATP Masters-turnering og dermed passere Rafael Nadal, som han i øjeblikket deler rekorden med.

Den suveræne serber vandt fredag sin semifinale i Miami mod David Goffin i to sæt, 7-6 og 6-4.

I søndagens finale møder han japanske Kei Nishikori, der i den anden semifinale besejrede den unge australier Nick Kyrgios i to sæt.

Novak Djokovic er forsvarende mester i turneringen, som han har vundet i alt fem gange. Amerikanske André Agassi, der dominerede i 1990'erne og gik på tennispension i 2006, har rekorden med seks triumfer.

- Det er et privilegium bare at blive nævnt sammen med André Agassi, siger Novak Djokovic efter sejren over Goffin ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den 15.-seedede belgier ydede overraskende god modstand i første sæt og tvang Djokovic ud i en tiebreak, som serberen dog vandt 7-5.

- Mod Djokovic er du nødt til at tage ethvert point, når du har muligheden. Du er nødt til at gå efter vinderslaget i hver eneste duel. Hvis du ikke er på hvert eneste sekund, så taber du kampen, siger den 25-årige belgier til AFP.

Den 28-årige Djokovic er kun noteret for ét nederlag i sine hidtil 28 kampe i denne sæson, og han har allerede sikret sig sin 11. titel i en grand slam-turnering med sejren i Australian Open.

Det enlige nederlag kom i kvartfinalen i Dubai i slutningen af februar, da verdensranglistens nummer et måtte opgive at spille videre mod Feliciano López på grund af problemer med det ene øje.

/ritzau/