Djokovic holder stilen i Miami med årets 27. sejr

Skrevet af admin

30/03/2016

Mest læste i dag

Den serbiske tennisspiller Novak Djokovic fortsætter med at vinde tenniskampe i suveræn stil.

Tirsdag spillede han sig i kvartfinalen ved ATP-turneringen Miami Open med en sejr i to sæt over østrigeren Dominic Thiem med 6-3, 6-4.

Djokovic har vundet i Miami fem gange tidligere - heriblandt de seneste to år - og i kvartfinalen bliver det tjekken Tomas Berdych, der skal forsøge at stoppe den 11-dobbelte grand slam-turneringsvinder.

Men statistikken er ikke på den syvendeseedede Berdychs side. Hele 24 gange har han mødt Djokovic. Kun to gange er det endt med tjekkisk sejr.

Djokovic begyndte året med at vinde Australian Open. Faktisk har han vundet 27 ud af 28 kampe indtil videre i 2016. Det enlige nederlag skete under en turnering i Dubai, hvor Djokovic trak sig med en skade.

Vejen til endnu en titel synes endda overskuelig, da den 28-årige serber er den eneste blandt de fem øverste seedede, der er tilbage i turneringen.

Hos kvinderne er favoritterne også faldet på stribe. Tirsdag var det den femteseedede rumæner Simona Halep, der blev slået ud, da hun tabte til den 19.-seedede schweizer Timea Bacsinszky i tre sæt.

Dermed er Australian Open-mesteren Angelique Kerber fra Tyskland den eneste tilbageværende blandt de 12 øverste seedede i Miami Open, efter at blandt andet også Serena Williams røg overraskende tidligt ud.

/ritzau/