Djokovic: Jeg har det mentale overtag mod Murray

Skrevet af admin

05/04/2015

Dagens topnyheder

Novak Djokovic er verdens bedste tennisspiller for tiden, og søndag skal den topseedede serber forsøge at hive endnu en pokal hjem til sin bugnende samling trofæer, når det gælder finalen i Miami Open.

På modsatte side af nettet står skotske Andy Murray, som er en af dem, der forsøger at skubbe Djokovic af pinden. Men endnu mangler Murray det sidste.

Serberen fører samlet 17-8 i deres indbyrdes møder gennem tiden, og på hardcourt-underlaget, som de to skal spille på i Miami, har Djokovic vundet de seneste ni møder.

Den seneste sejr kom i forrige turnering i Indian Wells, og verdensranglistens nummer et føler sig da også ovenpå.

- Specielt med den seneste sejr i Indian Wells for nylig giver statistikken mig selvtillid og måske også en lille mental fordel, siger Djokovic til Reuters.

Han har selv vundet turneringen fire gange - og tre gange de seneste fire år, mens Murray er noteret for to titler. Skotten er den eneste, som har brudt Djokovic' dominans de seneste fire år i Miami, da han sejrede i 2013.

Selvom 27-årige Djokovic kan hente selvtillid i stort set samtlige statistikker, så forventer han en tæt og hård finale mod jævnaldrende Murray.

- Det bliver små marginaler (som afgør kampen, red.). Sådan er det altid, når vi møder hinanden. Det er meget få point og detaljer, som afgør, hvem der vinder, lyder det fra den ottefoldige grand slam-vinder.

Finalen i Miami Open spilles søndag klokken 20 dansk tid.

/ritzau/