Djokovic jubler efter ufatteligt niveau mod Federer

Skrevet af admin

28/01/2016

Dagens topnyheder

At Novak Djokovic er verdens bedste tennisspiller for tiden afslører både verdensranglisten og hans utrolige dominans i 2015.

Men at han i to hele sæt i Australian Open-semifinalen mod selveste Roger Federer fik den schweiziske grand slam-rekordholder til at ligne en statist, har nok overrasket de fleste.

Selv siger Djokovic da også, at de to første sæt, som han vandt med overbevisende 6-1 og 6-2, var noget ganske særligt.

- Jeg spillede helt sikkert to ufattelige sæt, men det er også, hvad der påkrævet mod Roger, lyder det fra serberen ifølge Reuters.

- Jeg udførte alt perfekt. En føring på to sæt er beroligende, men det blev en hård kamp til sidst.

28-årige Djokovic har vundet fem af de seneste syv grand slam-turneringer, og en sejr i finalen søndag vil altså bringe ham op på seks ud af otte. Kun finalenederlagene i French Open i både 2014 og 2015 har afholdt ham fra den totale dominans.

Den 17-foldige grand slam-vinder Roger Federer kom tilbage i tredje sæt, som han vandt med 6-3, men et servegennembrud af Djokovic i fjerde sæt sikrede serberen sættet med 6-3 og dermed sejren.

- Min rytme, min timing, alt det var en smule ved siden af i begyndelsen. Det udnyttede han, og han leverede et ufattelig stærkt stykke arbejde i lang, lang tid, siger Roger Federer efter nederlaget.

De to spillere har nu mødt hinanden 45 gange i karrieren, og Djokovic fører 23-22 i sejre.

I finalen skal verdensetteren møde andenseedede Andy Murray eller 13.-seedede Milos Raonic, som mødes i den anden semifinale.

/ritzau/