Djokovic og Murray tørner sammen i Paris Masters-finale

Skrevet af admin

07/11/2015

Dagens topnyheder

Det bliver et opgør mellem verdensetteren Novak Djokovic og Andy Murray, når der søndag spilles finale ved Paris Masters i tennis.

Det stod klart, da Djokovic i sin semifinale besejrede Stan Wawrinka 6-3, 3-6, 6-0 i et opgør, hvor serberen måtte smide andet sæt.

Med sejren fik Djokovic revanche mod Wawrinka, som besejrede Djokovic i French Open-finalen tidligere på året.

Det var Djokovic' 21. sejr i træk, og han kan blive den første, som vinder seks Masters 1000-titler på én sæson, hvis han vinder finalen.

Da Wawrinka tog andet sæt, satte han samtidig en stopper for Djokovic' serie på 29 vundne sæt i træk, men det blev en dyr skalp for schweizeren, da han derefter blev kørt helt over og tabte seks partier i træk i tredje sæt.

Andy Murray spillede sig i finalen med en sejr over David Ferrer på 6-4, 6-3 i en kamp, der bølgede frem og tilbage, men hvor Murray mod slutningen viste klassen.

/ritzau/