Djokovic og Nadal mødes i årets sidste kamp

Verdens nummer et og to kommer til at tørne sammen, når verdens bedste mandlige tennisspillere runder sæsonen af.

Det står klart søndag aften, efter at den serbiske verdenstoer, Novak Djokovic, vandt sin semifinale ved sæsonafslutningen ATP World Tour Finals i London med 6-3, 6-3 over Stanislas Wawrinka fra Schweiz.

I finalen møder Djokovic spanieren Rafael Nadal, der i oktober fravristede førstepladsen på verdensranglisten fra netop Djokovic.

Serberen lader dog ikke til at være rystet over det. Djokovic har vundet sine seneste 21 kampe, så Nadal får sit at se til mod serberen, der i øvrigt er forsvarende mester.

Nadal har aldrig vundet sæsonfinalen, hvor kun de otte bedste spillere fra sæsonen er med.

Men spanieren har vist storform i London indtil videre. I den første semifinale slog Nadal sin mangeårige rival Roger Federer med 7-5, 6-3.

/ritzau/

Dagens Gossip