Djokovic om australsk exit: Han var bedre end mig

Skrevet af admin

21/01/2014

Mest læste i dag

Han er kongen af Australian Open. Eller rettere, det var han indtil tirsdag, hvor han blev detroniseret.

Tennisspilleren Novak Djokovic kommer ikke til at vinde grand slam-turneringen Australian Open i Melbourne for fjerde år i træk, efter at han overraskende tabte sin kvartfinale til schweizeren Stanislas Wawrinka.

- Han ved, hvordan han skal spille mod mig på den store scene. Det kunne man fornemme, siger Novak Djokovic ifølge AFP efter nederlaget på 6-2, 4-6, 2-6, 6-3, 7-9.

For et år siden spillede Novak Djokovic og Stanislas Wawrinka også en lang kamp over fem sæt ved Australian Open, dengang med serberen som vinder med 12-10 i afgørende sæt.

Novak Djokovic havde vundet 14 indbyrdes kampe i træk, før det altså gik galt i tirsdagens kamp. Han accepterer nederlaget.

- Desværre skulle én af os tabe til sidst. I år var det mig. Jeg tabte til en bedre spiller, siger han.

Novak Djokovic har i alt vundet Australian Open fire gange. Han tog titlen første gang i 2008.

Stanislas Wawrinka er på jagt efter sin første grand slam-titel i herresingle.

I semifinalen skal han møde tjekken Tomas Berdych.

/ritzau/