Djokovic slår østrigsk komet og er i French Open-finale

Skrevet af admin

03/06/2016

Dagens topnyheder

Novak Djokovic er klar til finalen ved grand slam-turneringen French Open efter en sejr på 6-2, 6-1, 6-4 over østrigeren Dominic Thiem.

I begyndelsen af fredagens kamp var Djokovic klart bedst og kom foran 3-0 i første sæt. Thiem nåede aldrig tilbage i sættet og tabte efter endnu et brud i sin egen serv.

Det var nærmest en gentagelse i andet sæt, hvor Djokovic igen brød sin modstander to gange og snuppede sættet.

Efter to sæt uden problemer kom Djokovic i store vanskeligheder i tredje sæt, men den serbiske verdensetter kom stærkt tilbage og vandt seks ud af de sidste syv partier.

Thiem havde ellers bragt sig foran med 3-0, men kunne ikke holde føringen, da Djokovic skruede tempoet i vejret.

Djokovic viste tydelig lettelse, da han havde vundet kampen over den østrigske komet i tre hurtige sæt.

- Jeg er glad for at være i finalen. Denne turnering har høj prioritet, og jeg føler, at det bliver bedre for hver dag, der går.

- Thiem spillede med meget power, og han varierede sit spil godt med slices. Jeg forblev dog rolig, og jeg var aggressiv fra baglinjen, siger Djokovic.

Det er fjerde gang, at 29-årige Djokovic er i finalen ved French Open. Han har aldrig tidligere vundet turneringen.

I finalen skal Djokovic nu møde skotten Andy Murray, som senere fredag vandt sin semifinale over schweizeren Stan Wawrinka med cifrene 6-4, 2-6, 6-4, 6-2.

- Jeg vidste, jeg skulle spille mit bedste tennis mod Stan, og det gjorde jeg. Det var en af mine bedste kampe på grus.

- Jeg er ekstremt stolt. Jeg har altid haft problemer på grus. Jeg håber, at jeg spille en god finale søndag, siger Murray.

Det er første gang, at Murray er finalen ved French Open.

/ritzau/