DM-konkurrenter satser på slidte KIF Kolding-spillere

Skrevet af admin

28/08/2015

Dagens topnyheder

KIF Kolding København skal meget gerne nå langt i denne sæsons Champions League i håndbold. Det vil nemlig svække klubbens muligheder for at vinde DM-guld for tredje år i træk.

Det vurderer flere af mestrenes konkurrenter til at vinde Boxer Herreligaen, der begynder fredag.

- KIF Kolding kommer nok til at få flere hårde kampe i gruppespillet i Champions League i år. Deres spillere kan godt blive lidt fysisk pressede, og det kan forhåbentlig blive en fordel for os andre, siger Aalborg Håndbolds træner, Jesper Jensen.

Champions League er fra denne sæson blevet udvidet, så holdene skal spille 14 kampe i gruppespillet i stedet for 10 kampe.

Ole Nørgaard, træner for DM-sølvvinderne, Skjern Håndbold, er enig med sin kollega.

- Kolding er altid favorit til at vinde det danske mesterskab. De har en del spillere, der er oppe i årene, og hvis der ikke er tilstrækkelig slitage på dem, så er de storfavoritter til at vinde DM.

- Jo længere, KIF Kolding kommer i Europa, desto større er sandsynligheden for, at de ikke bliver danske mestre, siger Ole Nørgaard.

Jesper Jensen peger på, at den svenske storspiller Kim Anderssons farvel kan svække KIF Kolding. Også selvom mestrene har hentet russeren Konstantin Igropulo til at udfylde pladsen på højre back.

- Jeg synes ikke, at Igropulo har Kim Anderssons topniveau. I DM-semifinalerne og -finalerne viste Kim, hvorfor alle taler om ham, siger Aalborg Håndboldtræneren.

Kim Andersson var skadet i store dele af sidste sæson, men svenskeren viste sig som en vigtig faktor i de afgørende kampe.

Ole Nørgaard er enig i den vurdering.

- KIF Kolding får mere stabilitet med Igropulo, men det er ikke stabilitet, de mangler. Når Kim Andersson ramte sit høje niveau, var de næsten umulige at besejre. Vi må se, hvad det kommer til at betyde for deres topniveau, siger Skjern-træneren.

Ole Nørgaards eget hold skal også spille Champions League i den kommende sæson.

Klubben har sagt farvel til profiler som Henrik Mølgaard og Nikolaj Markussen, og nyindkøbte profiler som Bjarte Myrhol og Markus Olsson skal først spilles ind på holdet

Både Skjern-træneren og hans kollega i Aalborg ser Bjerringbro-Silkeborg (BSV) som den på papiret største udfordrer til KIF Kolding.

- Nikolaj Markussens ankomst har styrket dem. BSV har landsholdsspillere eller potentielle landsholdsspillere på samtlige pladser, så de er nok førsteudfordrere i denne sæson, siger Jesper Jensen.

- Jeg tror, KIF Kolding og BSV stikker lidt af i grundspillet. Jeg vil blive meget overrasket, hvis de ikke ender i toppen, siger Ole Nørgaard.

BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen glæder sig til at se Nikolaj Markussen på sit hold i Boxer Herreligaen. Den 2,11 meter høje spiller afløser Kristian Kjelling, der er vendt hjem til Norge efter en skadesplaget sæson.

- Nikolaj får en stor rolle på vores hold. Han er vores eneste deciderede venstre back, og der er store forventninger til både ham og holdet. Han giver vores spil en ny dimension, siger Peter Bredsdorff-Larsen, der også har KIF Kolding som DM-favorit.

/ritzau/