DMI afblæser skybrud søndag

Skrevet af admin

22/05/2016

Dagens topnyheder

Der er ingen grund til at sikre kældre eller andre lavtliggende områder. Der kommer nemlig ikke skybrud søndag alligevel, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Lørdag varslede DMI risiko for skybrud og kraftig torden søndag mellem klokken 16 og 21. Men siden da har vejrsituationen ændret sig, oplyser Dan Nilsvall, der er vagtchef hos DMI.

- Vi forventer ikke, at der bliver et skybrud i løbet af aftenen eller natten.

- I aften bliver det mere skyet med noget regn eller byger i den vestlige del. Der kan stadig komme kraftig torden, men vejrsituationen har ændret sig siden i går, da vi varslede skybrud, siger Dan Nilsvall.

Regnen vil komme indover det meste af Jylland i løbet af søndag aften. Ifølge DMI vil fronten ganske langsomt bevæger sig øst på, og til stor held for sjællænderne ser det ud til, at den langsomt vil gå i opløsning.

Uanset hvad kan man ånde lettet op. For det bliver ikke nødvendigt at sikre hjemmet mod et skybrud, hvor der kan falde op til 25-30 millimeter regn på 30 minutter.

- Vi forventer ikke så store regnmængder, men hvis man er uheldig, og der kommer en del vand, kan man alligevel godt få lidt problemer.

- Men slet ikke ligeså meget, som når der er skybrud, siger vagtchefen på DMI og uddyber, at der godt kan komme en stor mængde vand, men at det vil ske over flere timer.

/ritzau/