DMI før skæbnekamp: Fint fodboldvejr i vente

Når Daniel Agger, Christian Eriksen og det øvrige landshold løber på banen i Parken til den afgørende VM-kvalifikationskamp mod Italien, vil vejret i København og over den proppede nationalarena være fornuftigt af en oktoberaften at være.

- Det ser ud til at blive ganske fint fodboldvejr i aften. Det holder tørt. Der er relativt mange skyer på himlen, og det holder på varmen, så det bliver ikke synderligt koldt, siger Michael Skelbæk fra DMI, som forventer 11-12 grader ved kampstart.

- Der kan godt være en lille smule vind - specielt når de starter. Sådan en let til frisk nordøstenvind. Men i alt synes jeg, at det er ganske fornuftigt fodboldvejr, tilføjer han.

Den københavnske kulturnat udfolder sig også fredag aften, og de mange tusinde mennesker på vej frem og tilbage til de flere end 700 arrangementer kan også glæde sig over det tørre vejr uden alt for meget vind.

Resten af Danmark får også mange skyer i løbet af fredagen - på nær nordjyderne, som har størst chance for solskin.

Resten af weekendvejret bliver lidt mere blandet.

- Lørdag er en rigtig flot dag mange steder med plads til nogen eller en del sol. Efterhånden også i den sydligste del af landet, hvor det starter noget mere skyet ud, siger Michael Skelbæk fra DMI.

- Søndagen vender det. Skyer og regn trækker op til Danmark sydfra. Så det er en dag, hvor man skal regne med gråvejr, og det bliver til tider vådt.

- Men igen er man heldigere stillet i Nordjylland. Her holder det tørt, og man får også solskin, tilføjer Michael Skelbæk.

Alt i alt beskriver meteorologen de næste par dages vejr som en ganske pæn oktoberweekend, hvor temperaturerne ligger fornuftigt omkring de 13-14 grader i dagtimerne, og der er ikke alt for meget vind.

Kampen mellem Danmark og Italien fløjtes i gang fredag aften klokken 20.15.

/ritzau/

 

Dagens Gossip