DMI: Ingen sol de sidste 10 dage

Skrevet af Jesper Larsen

21/11/2014

Dagens topnyheder

Hvis du har gået og været bekymret for, at du har været indenfor, når solen har kigget frem på det seneste, kan du være helt rolig. Solen har slet ikke været her de sidste ti dage. Det fortæller Mogens Rønnebek, meterolog ved DMI.

- København har slet ikke haft nogen sol overhovedet siden d. 11 november, hvor der var tre timers sol, siger Mogens Rønnebek.

Læs også: Ny dansk forskning: Så farligt er det, når du ikke får solens stråler

Ifølge DMI er vi oppe på 18 timer med sol i alt i November, og der er dermed et stykke op til de 54 solskinstimer, vi normalt har i gennemsnit i november. Og det grå vejr vil fortsætte i weekenden, inden der forhåbentlig kommer noget opklaring og sol til landet.

- Det grå vejr fortsætter i weekenden. Der ligger stadig mange skyer over landet. Jylland får en smule regn søndag, men kan forvente lidt opklaring og sol mandag og tirsdag.

Desværre kommer det nok ikke til den østlige del af landet, der kan forvente at få dele af den regn, der vil trække ind over Jylland i weekenden, siger Mogens Rønnebek.

Læs også: DMI: Nu kommer sneen til Danmark