DMI: Sådan bliver vejret i efterårsferien

Polfoto

Hvis du og familien har planer om bruge den kommende weekend samt efterårsferien udenfor, så kræver det i den grad fornuftig påklædning.

Det er sikkert ikke gået nogens næse forbi, at efteråret for alvor har sænket sig over landet.

Efter de flotte varmegrader, vi oplevede i september, har mange af os haft travlt med at finde både halstørklæder og paraplyer frem, da oktober indtil videre har budt på både regn, blæst og kolde temperaturer.

Desværre ser det triste efterårsvejr ud til at have fået rigtig godt fat i landet. For over de næste dage fortsætter den bidende østenvind, og dermed kommer det til at knibe med overhovedet at komme over 10 grader.

- Det grå vejr fortsætter indtil fredag, hvor vi måske vil opleve lidt mere sol. Lørdag bliver dog noget regnfuld og det samme med søndag, der tegner til at bliver en våd dag over hele landet, fortæller vagthavende hos DMI, Mogens Rønnebæk til Dagens.dk.

Mandag starter efterårsferien for rigtig mange familier landet over, men hvis man har planer om, at gå på legepladsen, tage på udflugt eller sparke til efterårsblade i skoven, så anbefaler Mogens Rønnebæk fornuftig påklædning.

- Det vil kræve noget regntøj. Mandag står på vind, mange skyer og en smule regn. Til gengæld vil vi opleve varmere temperaturer på op til 12-14 grader, men som efterårsferien skrider frem, vil det blive mere ustadigt. Der kommer nemlig et lavtryk vestfra, og det vil føre endnu mere regn med sig, lyder det fra vagtchefen, der forsigtigt gætter på, at slutningen af næste uge måske bliver lidt bedre.

Dermed tegner alt til en både våd og blæsende efterårsferie, som mere og mere kalder på indedørs hygge.

Du kan læse flere vejr-nyheder her: Dagens Vejr.

Dagens Gossip