DMI: Stormvarslet for Østjylland og Fyn er afblæst

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

Stormen Bodil toppede i styrke torsdag aften omkring klokken 19, og klokken 22 afblæste DMI stormvarslet for Østjylland og Fyn. De øvrige varsler gælder dog stadig, oplyser DMI på Twitter.

Bodil blev heldigvis aldrig den orkan, som flere frygtede trods en enkelt måling af middelvind i orkanstyrke.

Politiet i langt de fleste af landets politikredse fraråder fortsat al unødvendig færdsel, og råder danskerne til at blive inden døre.

Stormen bliver ikke værre nu, men det tager lidt tid, før vinden kommer væsentligt under det højeste niveau, og på vestkysten kan man opleve stormstyrke hele natten.

Klokken 11.50 ramte stormen officielt Vestkysten ved Hanstholm, inden den fortsatte sin langvarige hærgen mod øst, og toppede omkring klokken 19 over hele landet.

En times tid efter, at Bodil var gået i land, nåede den orkanstyrke med hastigheder på over 63,5 knob.

Hvis stormen Bodil skulle være endt som en orkan, så krævede det, at middelvinden er over 32 meter i sekundet. Men det kommer ikke til at ske, selvom der ved Thorsminde på Jyllands vestkysten er en enkelt måling på 35 meter i sekundet.

- Det er ikke en orkan, da en enkelt observation et enkelt sted ikke er nok til at udgøre en orkan, siger Jørgen Thomsen.

Thorsminde står både for det kraftigste vindstød og den stærkeste middelvind.

- Thorsminde havde både den højeste middelvind med 35 meter i sekundet og det stærkeste vindstød på 43 meter per sekund, fortæller meteorologen.

/ritzau/