Dna-test: Bulgarere er forældre til bortført roma-pige

En dna-prøve bekræfter, at et bulgarsk romapar er biologiske forældre til "Maria", der for lidt over en uge siden blev fjernet af myndighederne fra en græsk romalejr under mistanke af at være blevet bortført.

- Dna-prøver viser, at Sasha Ruseva er den biologiske mor og Atanas Rusev er den biologiske far til barnet, der bliver kaldt Maria, siger Bulgariens indenrigsministeriums departementschef, Svetlozar Lazarov.

Pigen, som er mellem fire og seks år gammel, blev fundet i en græsk romalejr nær byen Farsala. Siden blev hun fjernet og sat i pleje hos en børnehjælpsorganisation.

35-årige Sasha Ruseva har forklaret, at hun fødte pige, mens hun arbejdede i Grækenland for år tilbage, og hun efterlod barnet der, da det var syv måneder gammelt.

Ruseva har sagt, at hun er klar til at tage "Maria" tilbage, hvis en dna-undersøgelse skulle slå fast, at hun er biologisk mor til pigen.

En tidligere dna-undersøgelse har vist, at det græske par - en 39-årig mand og en 40-årig kvinde - ikke var "Marias" forældre, hvilket parret tidligere har påstået.

Det græske romapar har forklaret, at de fik "Maria" af et bulgarsk par, som ikke var i stand til at tage sig af hende.

Torsdag blev det bulgarske par, Sasha Ruseva og Atanas Rusev, indkaldt til afhøring af bulgarsk politi i byen Nikolaevo i den sydlige del af Bulgarien.

En af parrets sønner, Ysous, er af det bulgarske nyhedsbureau citeret for at sige, at familien har været på en rejse til Grækenland, hvor de har efterladt Maria.

Det bulgarske nyhedsbureau skrev forleden, at parret i romalejren har op til 10 børn, og fem af dem er blonde som "Maria".

"Maria" blev fjernet fra den græske romalejr 16. oktober i forbindelse med en politirazzia for narko og våben.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV