Dnipros udebanemål sender Ajax ud af Europa League

Sæsonen 2014/15 kommer formentlig hurtigt til at gå i glemmebogen i den hollandske fodboldklub Ajax.

Storklubben fra Amsterdam blev torsdag aften sendt ud af Europa League i 1/8-finalerne af Dnipro Dnipropetrovsk, der med samlet 2-2 er videre på reglen om flest scorede mål på udebane.

Det skete efter forlænget spilletid i Amsterdam, efter at Ajax havde vundet den ordinære kamp med 1-0 og således havde udlignet Dnipros forspring fra den første kamp i Ukraine.

Nicolai Boilesen var eneste danske islæt i Ajax-trøjen, mens Lasse Schöne så hele kampen fra bænken.

23-årige Boilesen, der var anfører i kampen, blev skiftet ud efter 100 minutters spil.

Kort tid forinden havde Dnipro-anføreren Yevhen Konoplyanka udnyttet alt for passivt Ajax-spil til at passere hjemmeholdets målmand, Jasper Cillessen, med en blød, men præcis afslutning.

Ajax' 18-årige Riechedly Bazoer havde sendt kampen ud i forlænget spilletid, da han scorede til 1-0 efter en times spil i Amsterdam Arena.

Det skete efter meget sløset forsvarsspil af Dnipros Egidio.

Efter 1-1-udligningen formåede Ajax ikke at lægge et afgørende og chanceskabende tryk på det ukrainske hold.

Alligevel lykkedes det for indskiftede Mike van der Hoorn at score det for Ajax værdiløse sejrsmål få minutter før udløbet af den forlængede spilletid.

Ajax har gang i en skuffende sæson, også i Æresdivisionen, hvor holdet er hele 11 point efter topholdet, PSV, med syv runder tilbage.

Ajax har vundet det hollandske mesterskab de seneste fire sæsoner.

Også i den hollandske pokalturnering blev det til en tidlig exit, da Ajax i december tabte hele 0-4 hjemme til Vitesse i 1/8-finalerne.

Dnipro tabte sidste sommer med samlet 0-2 til FC København i Champions League-kvalifikationen.

Nu er det ukrainske hold blandt de otte bedste i Europa League.

/ritzau/

Dagens Gossip