Dobbelt AaB-målscorer: Det er som at vinde mesterskabet

Skrevet af admin

07/08/2014

Dagens topnyheder

Anders K. Jacobsen scorede begge mål, da AaB spillede sig frem til playoff-runden i Champions League-kvalifikationen med en 2-0-sejr ude over Dinamo Zagreb.

Den 24-årige angriber scorede det afgørende mål til 2-0 fem minutter før slutfløjt på et langskud.

- Det er som at vinde mesterskabet. Det er svært at sætte ord på det. Det skal lige bundfælde sig, men det er en kæmpe sejr, siger Anders K. Jacobsen til TV3 Sport 1.

De første 30 minutter blev det danske mesterhold presset i bund af de kroatiske modstandere. Angriberen fornemmede dog hele tiden, at AaB kunne skabe en overraskelse efter nederlaget på 0-1 i Aalborg i sidste uge.

- Jeg har en okay fornemmelse og tror på, at vi nok skal score. Der var plads til at få afsluttet, siger Anders K. Jacobsen.

Angriberen var muligvis offside ved målet til 1-0 efter 36 minutter, og han fornemmer også selv, at "den var på vippen". Langskuddet til 2-0 var der til gengæld ingen tvivl om.

- Det var bare at klappe på kassen. På de gode dage går den ind. Det var dejligt, siger Anders K. Jacobsen.

- Nu er første etape i hus. Hvem vi skal møde i playoff-runden er jeg ikke begyndt at tænke over, siger han.

AaB risikerer at møde Red Bull Salzburg (Østrig), Steaua Bukarest (Rumænien), Apoel FC (Cypern), Bate Borisov (Hviderusland) og Ludogoretz (Bulgarien), når der er lodtrækning på fredag.

/ritzau/